CarbonCuts har netop offentliggjort selskabets årsregnskab for 2024 med et tilfredsstillende resultat.
2024 markerede et vigtigt år for CarbonCuts, hvor hovedfokus var at udvikle Projekt Ruby – et initiativ med målet om at etablere et CO₂-lager i undergrunden på Lolland, hvis de geologiske forhold viser sig egnede.
CarbonCuts arbejder målrettet på at blive frontløber i den hastigt voksende CCS-industri, der skal sikre effektiv og permanent lagring af CO₂ som en del af løsningen på klimakrisen. Året bød på flere centrale milepæle, herunder forberedelser til undersøgelser på Lolland, forretningsudvikling og ansættelse af nye medarbejdere.
“2024 var et vigtigt år for både CarbonCuts og Projekt Ruby. Vi arbejdede fokuseret med at udvikle projekter, udvide vores team og sikre tæt dialog med både lokale borgere, aktører i CCS værdikæden, og myndighederne – en tilgang der skabte fremdrift og positiv modtagelse af os som ny CCS-aktør”, siger Ken Wesnæs, CEO i CarbonCuts.
Året begyndte med, at BlueNord Energy Denmark A/S overtog fuldt ejerskab, hvilket styrkede selskabets ressourcer markant. I juni modtog CarbonCuts den nødvendige efterforskningslicens til området ved Rødby på Lolland – et vigtigt skridt for videreudviklingen af Projekt Ruby.
Året blev brugt på at planlægge to store undersøgelser: Danmarks hidtil største landbaserede 3D-seismiske scanning og genåbning af en gammel oliebrønd. Begge blev gennemført med succes i starten af 2025 og skal give vigtig viden om undergrunden.
CarbonCuts intensiverede også dialogen med myndigheder, branchen og lokalbefolkningen – blandt andet gennem borgermøder med over 300 deltagere. Samtidig blev organisationen udvidet, og hovedkontoret flyttet til Vibenshuset i København for at styrke samarbejdet med BlueNord.
“Transformationen fra at være en mindre start-up til at blive en etableret virksomhed har medført etableringen af en stærk organisationskultur og positioneringen af CarbonCuts som en seriøs aktør i den voksende CCS-industri,” siger Ken Wesnæs.