Et bredt politisk flertal i Aarhus Byråd har netop vedtaget en havneudvidelse i Aarhus. Vigtig aftale for fremtiden, mener havnens direktør. Hos Enhedslisten kalder man beslutningen for en klimakatastrofe.
Aarhus Havn har i en årrække kaldt på en udvidelse af de nuværende arealer, hvis fremtidens efterspørgsel skal kunne faciliteres. Processen har stået på i fem år, i hvilken tid Aarhus Kommune har iværksat en udvidet inddragelsesproces og en ekstraordinær borgerinddragelse, som har kvalificeret beslutningsgrundlaget.
Og havnen vil i fremtiden blive udvidet med 84 hektar, og samtidig er der besluttet en række nye initiativer og grønne tiltag for både klima og havmiljø samt en tørhavn længere fra kajen.
“Jeg er tilfreds med, at et bredt politisk flertal nu først og fremmest har givet dansk erhvervsliv vished om, at man fortsat kan blive og udvikle sig på og omkring havnen i Aarhus. Det betyder, at vi i højere grad kan understøtte den grønne omstilling, skabe flere arbejdspladser og udvikling til gavn for Aarhus og Danmark”, siger havnedirektør, Thomas Haber Borch.
Det er dog langt fra alle, der deler havnedirektørens begejstring for udvidelse af havnen.
De Radikale, Enhedslisten og Danmarksdemokraterne stemte imod forslaget, og Enhedslisten kalder havneudvidelsen for en ‘klimakatastrofe’, og mener samtidig, at der er tale om greenwashing af havnen, og at jagten på vækst og hvor internationale firmaers interesser er vigtigere end miljøet.
“Skibstransport bliver ikke grøn og bæredygtig af at den ikke som transport på land tæller med i klimaregnskabet for Aarhus Kommune.” siger Solveig Munk, byrådsmedlem for Enhedslisten.