Industrien har gennem historien gennemgået en række store revolutioner og omvæltninger. Og ifølge en professor ved Aarhus Universitet, står vi foran endnu en stor omstilling af verdens industri.
Den fjerde industrielle revolution er på vej direkte imod os. Det mener i hvert fald Charles Møller, professor ved Institut for Mekanik og Produktion på Aarhus Universitet.
Og den nye revolution vil fundamentalt ændre vores industrier, store som små, og samtidig også vores måde at arbejde på som individer. Det skyldes, at den næse revolution er baseret på digitale teknologier, der udvikler sig eksponentielt.
”I praksis betyder det, at forandringerne er ustoppelige og langt mere gennemgribende end de industrielle revolutioner, vi allerede har lagt bag os,” siger Charles Møller.
Han mener, at virksomhederne har travlt, og selvom det kan være en dyr fornøjelse at træde ind i industri 4.0, så tyder al forskning på, at investeringer i smart produktionsudstyr, robotteknologi, software, sensorer og kunstig intelligens blive afgørende for deres eksistensgrundlag om blot få år.
”Flere virksomheder skal indse nødvendigheden af at investere i en digital acceleration af den grønne omstilling. Og de skal gøre det nu. Vi er på vej imod en helt ny industriel virkelighed, og de kommende år vil blive et udskilningsløb. De globale vindere vil være dem, der forbereder sig på at høste teknologiens grønne potentialer,” siger han.
Adgangen til data har skabt nye muligheder for at gøre en indsats i forhold til klima og miljø.
Charles Møller.
Robotterne kommer
Som forsker i automatisering, smarte fabrikker og digital produktion er han en af landets største eksperter inden for området for samspillet mellem teknologi, drift og ledelse. Han er ikke i tvivl om, at den fysiske industri i stigende grad vil smelte sammen med den rent digitale verden, og at dette ikke alene vil forny virksomhedernes måder at producere på, men også selve kernen i deres forretningsmodeller.
“Faktisk vil jeg sige, at det måske er på tide, at vi redefinerer vores opfattelse af, hvad en produktionsvirksomhed er. En fabrik er ikke længere en fabrik i ordets oprindelige forstand. Det er en værdikæde, som er bundet sammen af IT, og værdi skal forstås i et livscyklusperspektiv,” siger han.
Digitaliseringen har altså fuldstændigt ommøbleret moderne industrier, og vi har kun set begyndelsen.
”Vi er vant til at tænke på industri 4.0 som noget med robotter, der gør fabriksarbejderen arbejdsløs. Men forandringerne siver nu hele vejen igennem til topledelsens funktioner, for virksomhederne har pludselig et helt nyt grundlag for at arbejde med viden og for at træffe forretningsbeslutninger. Det hele vil i de kommende år blive baseret på big data, og anvendelse af data vil blive selve omdrejningspunktet for moderne produktion.”
Grøn og digital omstilling
Ser vi på, hvilke virksomheder og industrier, der klarede sig bedst gennem coronaen, er der et klart sammenfald mellem stærkt digitalisering og succes krisetiden. Siden er krisen, der er udløst af krigen i Ukraine, kommet buldrende, og har tvunget virksomhederne ud i nye digitaliseringsprocesser.
Det samme vil i følge Charles Møller gøre sig gældende for den grønne omstilling, der allerede nu er i fuld gang på tværs af mange af verdens industrier. Her vil de virksomheder, der, som følge af høj digitalisering, kan reagerer hurtigt på data, også klare sig bedst, mener han.
”Den digitale revolution driver grøn omstilling. Adgangen til data har skabt nye muligheder for at gøre en indsats i forhold til klima og miljø, og nye politiske reguleringer har sammen med en voksende klimabevidsthed blandt forbrugere givet virksomhederne en grøn bundlinje, som de skal til at navigere efter.”
Når Charles Møller kigger i den digitale krystalkugle, er forudsigelsen om fremtiden ganske klar. Her kan klimakrise, pandemi og krig blive starten på en total grøn forvandling af vores industrier.
“Vi kigger frem imod et scenarie, hvor al vækst i samfundet og alle industrielle processer og produktionsmetoder vil blive afkoblet fra brug af råstoffer og CO2-udledning i en fuldt bæredygtig cirkulær økonomi. Det er noget, vi har talt om i mange år, og lige nu har vi chancen for at realisere det.”

