Elbiler triller i stigende grad ind på p-pladsen hos kroer og hoteller. Hotelkæden Small Danish Hotels kan nu sætte strøm til gæsternes elbiler i samarbejde med E.ON, som opstiller ladestandere ved hotellerne.
Der kommer stadigt flere elbiler på vejene, og dermed også på parkeringspladserne rundt omkring i landet. Ifølge Danmarks Statistik steg bestanden af elbiler i Danmark med hele 69 procent i 2022, og der ruller nu 112.700 danskindregistrerede elbiler rundt på det danske vejnet. I 2021 var antallet 66.600.
På landets mange hoteller er der også i stigende grad brug for ladestandere, og samtidig stiger behovet for grøn strøm støt. Det vil et nyt samarbejde nu gøre noget ved.
Small Danish Hotels, der er landets største hotelkæde for privatejede overnatningssteder og tæller 67 kroer, hoteller, slotte og badehoteller, slår sig nu sammen med E.ON, der leverer ladestandere til private og erhverv.
”Vi oplever en stigende efterspørgsel fra hotelgæster med elbil, og det vil vi gerne imødekomme. Tidligere var energikilden til gæsternes transportløsninger ikke en naturlig del af hotel- og hospitalitybranchen, men i dag er det nærmest en hygiejnefaktor. Mange norske gæster kommer i elbil, og tendensen går samme vej blandt danske gæster,” siger Finn Kræfting, som er administrerende direktør i Small Danish Hotels.
Han og Small Danish Hotels vil gerne være et skridt foran, og ser derfor frem til den grønne distributionsaftale med E.ON. Den grønne oprustning sker i samarbejde med E.ON Drive Infrastructure, der har et af Danmarks største ladenetværk til elbiler med strøm fra vedvarende energi.
Hotellerne stiller i princippet parkeringspladser til rådighed, mens E.ON står for drift, service og vedligehold. Hotellet skal således ikke bekymre sig om hverken forbrug, afregning eller service. Den el, der bruges i E.ONs netværk, er certificeret fra vedvarende energikilder.
I E.ON Drive Infrastructure ser man samarbejdet med Small Danish Hotels som en mulighed for at styrke el-infrastrukturen i Danmark og etablere ladeinfrastruktur til både turister og elbilister lokalt.
”Vi ønsker at tilbyde en bred vifte af opladningsmuligheder over hele landet. Vi er overbeviste om, at det ikke kun er overnattende gæster på hotellerne, der vil få gavn af de nye ladestandere, men også elbilister, som foretrækker at bruge ladetiden til en god kop kaffe eller et måltid. Hotelgæsterne kan samtidig lade op under dynen på en hyggelig kro eller et hotel”, siger Anders Krag, Managing Director i E.ON Drive Infrastructure Denmark.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

