Bilisterne bør have det bedst mulige valg, hver gang elbilen skal lades op. Derfor bør kommunerne splitte udbuddene op, så elbilisterne får flere ladeoperatører at vælge imellem og konkurrencen mellem ladeoperatørerne styrkes, mener brancheorganisation.
Ladestandere skyder op som paddehatte om efteråret i disse tider. Hver parkeringsplads har snart sin egen sektion med ladestandere, og der kommer stadigt flere til.
Rundt omkring i landet giver det flere steder den udfordring, at kommuner giver et udbud af ladestandere til kun én aktør på markedet.
“Desværre kan vi allerede nu se pinlige eksempler, hvor kommuner omgår intensionen i AFI-loven om at sikre konkurrencen på lade-markedet. Både Jammerbugt og Herning har for nyligt valgt at tildele udbuddet af alle ladestandere på offentligt areal i kommunen til én operatør. De næste rigtig mange år vil der derfor kun være andre ladeoperatører i kommunen, hvis de selv finder private arealer at opstille ladestandere på,” siger Allan Skytte Christensen, analysechef i Drivkraft Danmark.
Dermed kan der i visse kommune udvikle sig noget, der ligner monopoltilstande på ladestandere, hvilken sjældent er i bilisternes interesse.
“Kommunerne skal splitte udbuddene op, så elbilisterne får flere ladeoperatører at vælge imellem og konkurrencen mellem ladeoperatørerne styrkes. Det er i sidste ende for bedst for de elbilister, som kommunerne prøver at hjælpe.”
Drivkraft Danmark mener i det hele taget, at man fra offentlig side bør give støtte til opstilling af ladestandere i de områder af landet, som det private marked ikke kan dække i tilstrækkelig grad.
“Det gælder især i yderområderne, hvor markedet kan have svært ved at levere. Det er her politikerne bør allokere støttekronerne, så vi får et landsdækkende net af ladestandere til gavn for danskerne og samfundet,” siger Allan Skytte Christensen.

