Udenrigs- og handelsminister, den socialdemokratiske Jeppe Kofod, vil gøre noget ved manglen på arbejdskraft. Fra nu af skal der kæmpes benhårdt for at skaffe udenlandsk arbejdskraft. Det lyder jo godt, men kan vi også stole på det?
Valgkampe er de tomme løfters tid. En milliard her, en fokuseret indsats der. Faktisk kommer der som regel så mange af slagsen, at vi efterhånden dårligt kan huske, hvem der har lovet os hvad.
Også udenrigs- og handelsminister, Jeppe Kofod, er ude med løfter. Denne gang er det til det erhvervsliv, der længe har skreget på flere hænder og bare adgang til udenlandsk arbejdskraft. I en artikel i MedWatch erkender han nu, at dette kræver en “benhård” indsats.
“Vi har en historisk lav arbejdsløshed på 2,5 pct. og den højeste beskæftigelse nogensinde på omkring tre millioner. Men vi kommer til at arbejde benhårdt fremadrettet for at tiltrække den relevante arbejdskraft,” sagde Jeppe Kofod således til MedWatch.
Så langt så godt.
Spørgsmålet således, hvad Jeppe Kofod reelt kan gøre ved udfordringen med alle de manglende hænder i både den private og den offentlige sektor.
Klaus Thodsen.
Baglandet kæmper imod
Spørgsmålet er så, om Jeppe Kofod kan komme igennem med sit benhårde arbejde for mere udenlandsk arbejdskraft. Ser man på hans eget parti, så ser det ikke alt for lovende ud.
Ganske vist stod man bag bl.a. en lempelse af beløbsgrænsen, der vil gøre det nemmere at rekruttere internationalt, men denne gør det langt fra alene.
Beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, har ved flere lejligheder betvivlet vigtigheden af at skaffe mere udenlandsk arbejdskraft til landet, og har i det hele taget i langt højere grad talt om at få flere ledige i arbejde og på at styrke uddannelserne.
“Jeg tror først og fremmest, at det er vigtigt at sige, at vi stadigvæk er i en situation, hvor mange, som er blevet ledige under coronakrisen, stadigvæk går rundt og er ledige. Så der er stadigvæk en reserve at rekruttere fra,” udtalte beskæftigelsesminister sidste sommer til en artikel i Børsen.
Og selvom han i samme artikel slår fast, at regeringen bestemt ikke havde nogle planer om at lempe reglerne for udenlandsk arbejdskraft, blev reglerne som bekendt lempet i år.
Heller ikke den selfieglade social- og ældreminister, Astrid Krag mener, at udenlandsk arbejdskraft er en fornuftig løsning på manglen på arbejdskraft inden for f.eks. ældreplejen.
“Jeg er åben over for at diskutere forskellige idéer, men jeg mener ikke, at udenlandsk arbejdskraft er hovedsvaret,” sagde hun således til BT i mandags.
Et andet benspænd for Jeppe Kofod og Socialdemokratiet kan vise sig at blive baglandet i fagforeningsdanmark.
Da beløbsgrænsen tidligere på året blev sænket fra 448.000 til 375.000 kroner, hvilket gjorde det lettere for udenlandsk arbejdskraft at komme til Danmark, var reaktionen fra fagbevægelsen klar.
“Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er stærkt utilfreds med, at beløbsgrænsen blev sænket. Politikerne åbner for en ladeport af udenlandsk arbejdskraft fra 3. verdenslande til relativt lave lønninger,” skrev FHs formand, Lizette Risgaard, dengang til i et skriftligt svar til DR.
Også Henning Overgaard, formand for landets største fagforening, 3F, var stærk utilfreds med aftalen.
“Jeg er både skuffet og møghamrende ærgerlig over aftalen. Det er bestemt ikke en rose, der har groet i vores baghave. Chauffører, kokke, murere og tømrere vil blive presset på både løn- og arbejdsforhold, og vi risikerer at se en stor stigning i social dumping og udnyttelse af vores udenlandske kolleger,” udtalte han ved samme lejlighed.
Hos Blik- og Rørarbejderforbundet, der har knap 10.000 medlemmer, var man heller ikke ligefrem positive over for regeringens lempelse af reglerne.
“Jeg synes ikke, at aftalen er nødvendig, og det er en underlig timing. Det er korrekt, at vi her og nu står i en situation med mangel på arbejdskraft, men det er et øjebliksbillede. Med den nuværende energi- og fødevarekrise, den høje inflation og den kommende stagnering i byggeriet er der meget, der tyder på, at vi kigger ind i en situation med højere arbejdsløshed. Så jeg er ikke sikker på, at aftalen er nødvendig om halvanden måned,” udtalte formanden, Henrik W. Petersen, i juli måned til DR.
Den nye aftale omkring beløbsgrænsen gælder i de kommende tre år.
Få gangbare veje
Ser man på den kamp, som Jeppe Kofod benhårdt har tænkt sig at kæmpe for at skaffe flere udenlandske hænder til landet, må man spørge sig selv, hvor han skal finde opbakningen dertil.
For selvom har Socialdemokratiet vist sig villig til at sænke beløbsgrænsen, der blev vedtaget med et bredt flertal i ryggen, så er der et par sten i skoen, når vi ser mod fremtiden.
For det første, så vil den nye grænse på 375.000 kroner maksimalt kunne bruges af 15.000 udenlandske arbejdere, hvilket på ingen leder eller kanter dækker det behov for arbejdskraft, som vi i fremtiden får brug for.
Spørgsmålet således, hvad Jeppe Kofod reelt kan gøre ved udfordringen med alle de manglende hænder i både den private og den offentlige sektor, når Arne-pensionen samtidig har trukket 10.000 personer ud af arbejdsmarkedet ifølge Altinget, og endnu flere er på vej.
Skal Jeppe Kofods benhårde arbejde udmynte sig i mere udenlandsk arbejdskraft i Danmark, kræver det, at han kan vinde store dele af fagbevægelsen over på sin side, hvilket virker som en meget stor opgave. Gør han ikke det, kan man frygte for Socialdemokratiet, at en ganske stor del af vælgerkorpset vil kigge i en anden retning fremover.
En anden vej kan være at lave nye politiske aftaler med højrefløjen, og dermed vende baglandet i fagbevægelsen ryggen på dette område, hvilket formentligt heller ikke er en farbar vej.
Herfra skal der i hvert fald lyde et held og lykke til Jeppe Kofod.