Den danske iskæde har været under såkaldt rekonstruktion siden august, men er nu blevet erklæret konkurs.
Stigende råvarerpriser og energipriser koster nu endnu en konkurs her til lands.
Iskæden Social Foodies, der har mere end hundrede ansatte, har kastet håndklædet i ringen og erklæret sig konkurs.
Det skriver FødevareWatch.
”Der har været arbejdet på at lave en tvangsakkord, hvor man ville betale kreditorerne en dividende på 40 %, mens alle lønmodtagere og andre skulle dækkes i sin helhed og arbejdspladserne reddes. Den løsning har der ikke været tilstrækkelig kreditoropbakning til,” siger kurator og advokat Nicolai Dyhr fra Horten Advokatpartnerselskab til FødevareWatch.
Iskæden har syv afdelinger fordelt over hele landet, og har de seneste år kæmpet med store underskud og negativ kapital.
Forklaringen bag konkursen skal findes i de markant stigende priser på både energi og råvarer, og det fik i sidste ende investorerne til at trække sig fra virksomheden, og dermed faldt det økonomiske fundament fra hinanden.
”Investorerne har valgt at trække sig, blandt andet grundet de stigende energipriser og udgifter på indkøb af fødevarer mv., men særligt i skuffelse over kreditorernes manglende ønske om at støtte op om en tvangsakkord med betydelig dækning efter indskud af ny kapital,” siger Nicolai Dyhr til FødevareWatch.

