Siden Arkitema blev opkøbt af COWI for fire år siden, har tegnestuen haft eget økonomisystem og egne procedurer. I processen med fremadrettet at lave fuld integration med den øvrige COWI gruppe har man nu ansat en ny økonomidirektør.
Casper Rahder er ny økonomidirektør hos arkitektvirksomheden, Arkitema.
Han kommer fra en stilling i COWI, og skal være med til at sikre overgangen til nye systemer og desuden indføre nye arbejdsgange på flere niveauer.
Han kommer til at stå i spidsen for integrationen og en yderligere udvikling af økonomifunktionen i Arkitema. Her er det blandt andet meningen, at flere processer skal automatiseres således, at kræfterne i højere grad kan bruges til at skabe mere værdi for forretningen bl.a. ved at understøtte beslutninger med data og finansiel indsigt.
”Jeg ser frem til at fortsætte det store arbejde, der allerede er gjort i Arkitema, og jeg glæder mig til at komme i gang med at sætte yderligere skub i Arkitemas udvikling. Jeg er sikker på, at vi gennem en fuld integration med COWI bliver endnu bedre rustet til fremtiden, hvor jeg også vil bringe de kompetencer der ligger i økonomiafdelingen endnu tættere på forretningen. Ved at sikre en mere datadreven beslutningsproces kan vi hjælpe til med at sikre, at Arkitema bliver bedre rustet og skaber endnu bedre resultater end tidligere,” fortæller Casper Rahder.

