Regeringen har præsenteret en række initiativer, der skal accelerere den grønne omstilling af luftfarten. Hos Dansk Industri og Drivkraft Danmark bakker man op, men har alligevel alvorlige forbehold.
Regeringen har netop fremlagt sit udspil ”Grøn luftfart for alle”, hvori der lægges op til, at indenrigsflyvningen i Danmark skal være grøn allerede i 2030.
Udspillet lægger blandt andet op til en passagerafgift, der skal være med til at for den grønne omstilling. Ved Dansk Industri havde man hellere set, at regeringen havde været åben overfor andre tiltag.
“Vi har i Luftfartens Klimapartnerskab fra start foreslået, at indtægterne fra et klimabidrag på flybilletter skal varetages af en klimafond bestående af fagfolk og eksperter. På den måde sikrer vi, at pengene bliver brugt bedst muligt i branchen, og det giver også mulighed for at spare op i de første år, hvor iblandingsprocenten ikke er så høj,” siger, branchedirektør i DI Transport, Karsten Lauritzen.
Han er kritisk overfor, at pengene fra passagerafgiften formentlig vil gå til alle mulige andre ting end den grønne omstilling af luftfarten.
Dyrere og mere besværligt
Hos Drivkraft Danmark er man i udgangspunktet også positiv over for regeringens nye udspil, men samtidig undrer man sig over det faktum, at der med regeringens forslag vil der være behov for to separate brændstofsystemer i lufthavnene. Et til indenrigsflyvninger og et andet til udenrigs. Dette vil gøre distributionen unødvendig dyr og besværlig.
Med det såkaldte massebalanceprincip ville man uden videre kunne tilføje den mængde bæredygtige flybrændstoffer, der svarer til indenrigsflyvningens behov, men slippe for at opbygge en dyr og ineffektiv separat distribution. Det er ifølge Drivkraft Danmark det samme system, man bruger, når man køber grøn strøm eller biogas, som for det meste heller ikke transporteres i separate net.
“Det virker ulogisk, at regeringen accepterer massebalanceprincippet i andre sektorer, men ikke i luftfarten. Når man i dag har en elbil og køber grøn strøm fra sin el-leverandør, kommer der jo heller ikke fysisk grøn strøm ud af ladestanderen. Men elselskabet sikrer, at der kommer en mængde grøn strøm ind på nettet, der svarer til den strøm, kunden har betalt for,” siger direktør i Drivkraft Danmark, Jacob Stahl Otte.
Han mener, at man med regeringens udspil vil opnå at gøre den grønne omstilling unødigt dyr, bureaukratisk og besværlig i forhold til den effekt, man i sidste ende vil opnå.
Et andet problem med regeringens tilgang er, at raffinaderierne, der i dag producerer flybrændstoffer, og som sikrer stor volumen i omstillingen, får svært ved at bidrage til opfyldelsen af regeringens mål. Det skyldes, at det vil være alt for dyrt at lave en separat produktion af 100 % SAF. Det ærgrer Jacob Stahl Otte.
“De danske raffinaderier er i fuld gang med at omstille sig fra fossil energi til vedvarende alternativer. Raffinaderierne kan sikre volumen i omstillingen ved gradvist at omstille både inputtet fra fossil energi til vedvarende alternativer og outputtet fra fx benzin til bæredygtige brændstoffer til den del af transporten, der ikke elektrificeres – herunder fly. Regeringens tilgang giver desværre ikke plads til en gradvis overgang. Dermed kan raffinaderierne ikke levere til omstillingen af indenrigsluftfarten.”
Han mener, at dette er rigtig skidt nyt for den grønne omstilling, da man dermed går glip af skala og raffinaderiernes ekspertise indenfor sikkerhedsmæssig og miljømæssig korrekt håndtering af brændstoffer.
Hos Dansk Industri understreger man desuden vigtigheden af, at man balancerer de grønne ambitioner med den internationale konkurrenceevne. Det er derfor klogt af regeringen at tage højde for konklusionerne i EU’s udspil Fit for 55, der forventes at sætte nye standarder for hele branchen på europæisk niveau. Fit for 55 kan ende med en meromkostning på flyvning på op til 100 kr. pr. flybillet. Dertil kommer så regeringens indenrigsoplæg.
“Dansk luftfart er enormt vigtig for samfundsøkonomien. Jeg er derfor glad for, at regeringen tager højde for, at branchens konkurrenceevne skal bevares og udvikles. Og det sker kun, hvis hele den europæiske luftfart bliver ligeså ambitiøs på den grønne omstilling som i Danmark,” siger Karsten Lauritzen.

