Der skal være folketingsvalg inden for det kommende år, og inden valgflæsket for alvor bliver bragt til bordet, har vi taget en rundspørge hos forskellige aktører i dansk erhvervsliv og spurgt Tine Kirk, direktør for Danske Havne.
De danske havne spiller en meget stor rolle i den grønne omstilling her til lands. Det er herfra de enkelte dele af de store havvindmøller udskibes til Nordsøen og Østersøen, og det er herfra, den energi, der kommer retur, skal videre ud i landet.
Men havnene er også vigtige punkter for godstransport, arbejdspladser og persontransport, og spiller i det hele taget en betydelig rolle for danske erhverv og industrier.
Nu banker folketingsvalget snart på døren, og vi har spurgt Tine Kirk, direktør for Danske Havne, hvad hun har af håb og drømme til det kommende valg.
Den grønne omstilling kommer til at koste mange penge, også på områder, der måske ikke er spændende at tale og forhandle om.
Tine Kirk
Hurtigere godkendelser
Vi skal have sikret vores forsyningssikkerhed i forhold til energi. Vi skal have udbygget havnene, der i stigende grad skal bruges i forbindelse med vindenergi og konvertering til nye energiformer.
Havnene spiller en meget stor rolle i hele den grønne omstilling og ikke mindst infrastrukturen omkring den grønne energi. Det er her, vindmøllevingerne samles, inden de udskibes til hele verden.
Det kræver, at havnene kan facilitere det, og ikke mindst, at der er plads i havnene til at vokse på, for den grønne omstilling kræver store arealer på havnen.
Derfor skal havnene udbygges til at kunne følge med efterspørgslen, og det haster.
Vi ser gerne, at man laver en fast-track-løsning, når det kommer til godkendelser af store infrastrukturprojekter, der er af afgørende betydning for fremtiden. Det kræver, at der kommer mere fokus på hastigheden i myndighedsgodkendelser. I dag tager det omkring syv år at få godkendt en havvindmøllepark, og det vil vi gerne have minimum halveret. Samme hastighed håber vi også ville komme havnene til gode, for uden gode og tilstrækkeligt store havne får den grønne omstilling det svært.
Vi ser ind i en vinter, der kan blive meget hård for mange mennesker, både i Danmark og i resten af Europa, og derfor er det afgørende, at vi hurtigt får styr på f.eks. havneudvidelser og sejlrender, så energiomstillingen kan komme op i fart, og vi ikke får flere vintre med klaprende tænder på grund af for høje energipriser.
Solceller på havnene
Det er helt uforståeligt, at vi i Danmark ikke har en teknologineutral havnelov, der ville gøre, at vi kunne sætte solceller op på havneområderne, og på den måde blive så selvforsynende som muligt.
Men det må vi ikke, som loven er i dag, fordi vi kun må eje og drive vind – og bølgeanlæg.
På mange havne er der mange bygninger, hvis tage sagtens kunne få installeret solceller, som kunne forsyne dele af havnen med strøm, og der er gode muligheder for at lave selvforsynende energinet på de danske havne. Men det er ikke tilladt.
Vi er altså i en situation, midt i den grønne omstilling, hvor det er forbudt at være selvforsynende med grøn energi.
Var det tilladt, kunne vi holde omkostningerne nede, lave grøn strøm og producere en stor del af vores strøm selv. Det er en meget gammeldags tanke, at det skal være forbudt i en tid, hvor der er så meget brug for netop selvforsyning og grøn energi.
Grøn omstilling koster
Vi står overfor at skulle udbygge havnene rigtig meget i de kommende år. Vi skal kunne facilitere al den grønne energi, der kommer fra f.eks. havvindmølleparkerne, og det kræver mere plads, end vi har i dag, da vi også skal have plads til alt det, havnene ellers bruges til.
Vi kan i dag låne i banken med garantier og betale tilbage over 25 år. Men mange af vores aktiver løber i op mod hundrede år, og derfor håber vi, at man fra politisk side vil se på, om vi kunne genbesøge finansieringsmulighederne for havnene, ligesom staten bør investere i havnene, hvilket vi ser ske i vores nabolande
For der er behov for udvidelserne, hvis den grønne omstilling skal kunne gennemføres og faciliteres. Havvindmølleparker kræver meget plads på land også, både til produktion, udskibning og konverfering af den strøm, der kommer retur fra havet til eksempelvis Power-t-X. Og vi er mange steder løbet tør for plads, som det ser ud i dag.
Den grønne omstilling kommer til at koste mange penge, også på områder, der måske ikke er spændende at tale og forhandle om. Men det er nødvendigt, og det håber jeg, at den kommende regering er indstillet på.