Danske Monsenso, der tilbyder en digital sundhedsløsning for mentale lidelser, har præsenteret et halvårsregnskab, der viser tilbagegang i omsætningen og driften.
Indtil videre har 2022 været et udfordrende år for danske Monsenso. Til trods for at man har underskrevet en række kontrakter med en række kunder og partnere, herunder også i nye geografier, viser halvårsregnskabet tilbagegang over en bred kam.
På trods af internationale projekter, som startede udrulning i første halvår ovenpå Covid-19, oplevede man fortsat forsinkelser i kunders projekter og beslutningstagning, som påvirkede omsætningen gennem årets første seks måneder.
Arbejdet med at udvikle en markedsledende digital sundhedsløsning fortsatte trods diverse udfordringer, og udviklingen af en ny webportal og den opdaterede app afsluttes til lancering i andet halvår 2022. Det forventes samtidig, at dette vil bidrage til lettere markedsadgang og hurtigere implementering af løsningen i fremtiden.
Monsensos forventning til omsætningen for 2022 er fortsat ca. 7 mio. danske kroner, med et forventet EBITDA på ca. DKK -5 mio. kroner
Det nuværende likviditetsniveau er ikke tilstrækkeligt til at understøtte forretningen gennem 2022. Bestyrelsen planlægger derfor at rejse yderligere kapital indenfor nærmeste fremtid.

