Med en ny ti-årig aftale mellem Aarhus Havn og NGRI er havnen sikret hundrede procent grøn energi fra et nyetableret vedvarende energianlæg.
Der sker ting og sager på havnen i Aarhus. Tidligere på måneden kunne der offentliggøres et flot halvårsregnskab, og nu kommer så nyheden om en aftale om levering af hundrede procent grøn energi til havnen over de kommende ti år.
Aftalen er indgået med NRGI, og omstillingen af energien på havnen sker som et resultat af en ny leverandøraftale – en såkaldt PPA-aftale (Power Purchase Agreement).
”Det er et vigtigt skridt mod vores mål om at være CO2-neutrale i 2030. Det er et ambitiøst mål, som kræver konkret handling, og det er den nye aftale et udtryk for. Derfor er vi meget glade for aftalen og samarbejdet med NRGi,” siger Anne Zachariassen, COO hos Aarhus Havn.
Vigtig brik i et stort spil
Aarhus Havn er andet og mere end en havn. Det er Danmarks største erhvervshavn, der med sin placering centralt i landet er et oplagt sted for godstransport. Dermed er det også betydelige mængder energi, der dagligt bruges på havnen, og den nye omlægning til grøn strøm vækker da også glæde hos aftalens anden part.
”Virksomheder kan gøre en afgørende forskel ved aktivt at vælge at købe ny grøn og tilskudsfri strøm og dermed reducere CO2-emissionerne betydeligt og samtidig påvirke produktionen af ny grøn strøm, og det er netop, hvad Aarhus Havn forpligter sig til med denne aftale,” siger Jakob Bundgaard, direktør hos NRGi Renewables.
Den nye aftale flugter med NRGis strategi om at understøtte og accelerere den grønne omstilling i Danmark via stærke partnerskaber.
”Aftalen med Aarhus Havn er et eksempel på, hvordan vi i fællesskab kan være med til at bidrage til at fremme den grønne omstilling lokalt i området,” fortæller Jakob Bundgaard.

