Mens den grønne omstillign buldrer afsted på mange områder over hele landet, så kører vognmændene stadig i stor stil på diesel frem for el. Det skyldes de meget høje priser på el-lastbiler, og det kræver bedre støtteordninger, hvis problemet skal løses, lyder det fra branchen.
83 el-lastbiler. Så mange kører der i alt på de danske veje, og hvoraf er hovedparten varebiler over 3,5 t og lastbiler til renovationskørsel. Det viser tal fra bilstatistik.dk.
Tallene viser også, at kun ca. 14 af de indregistrerede el-lastbiler, er lastbiler over 12.t. til godstransport af varer. Det svarer til mindre end 1 ud af 1000 lastbiler. Og de tal bør få alarmklokkerne til at ringe i regeringen, mener ITD’s administrerende direktør, Jesper Høgh Bach.
“At der kun er en håndfuld el-lastbiler til godstransport ud af de 43.000 lastbiler på de danske veje, er ganske alarmerende. For det viser jo, at omstillingen til elektricitet reelt ikke er kommet i gang i den tunge transport.”
Vi opfordrer til, at regeringen kommer med en samlet plan for omstilling af den tunge transport, som ikke kun ser på afgifter, men også på støtteordninger.
Jesper Høgh Bach
Utilstrækkelige støtteordninger
Bekymringen for det lave antal el-lastbiler i landet deles af DTL – Danske Vognmænd, der mener, at det alt for lave antal bl.a. skyldes de meget høje priser, og vognmændenes manglende muligheder for at få støtte til deres køb af el-lastbiler.
“Ser man på priserne, så koster en el-lastbil omkring tre gange så meget som en, der kører på diesel. Det er en rigtig stor udgift for den enkelte vognmand, der har en helt vognpark, der skal udskiftes. Det har de ganske enkelt ikke penge til,” siger Ove Holm, underdirektør i DTL – Danske Vognmænd.
Og selvom vognmændene kan søge tilskud på mellem 40 og 60 % af merprisen på en el-lastbil, vil det ikke være tilstrækkeligt til at få vognmændene til at satse på el frem for diesel.
“Så er prisen ca. nede på det dobbelte af en diesel-lastbil. Det bliver for dyrt for den enkelte vognmand. Så jeg mener, man bør give et incitament i form af bedre støtteordninger, da omstillingen er i hele samfundets interesse,” siger Ove Holm.
I samfundets interesse
Skal udviklingen vendes på hovedet, så kræver det i følge ITD langt større økonomiske incitamenter og støtteordninger, end dem man kan gøre brug af i dag.
“Der er ikke nogen tvivl om, at en af årsagerne til, at vi i dag ser flere og flere elbiler, er, at prisforskellen mellem en konventionel bil og el-bil er udjævnet via støtte. Og det vil også ske, hvis man gør det samme med lastbiler,” siger Jesper Høgh Bach, der også undrer sig over, at den incitamentsstruktur, som skiftende regeringer har valgt til at booste salget af personbiler på el, nu er helt glemt.
Ved Danske Vognmænd er man enige i, at støtteordninger vil være en langt bedre vej at gå, hvis man vil have vognmændene til at gennemføre den grønne omstilling, som resten af samfundet også gennemgår i disse år.
“Det har vi sådan set ment hele tiden, og det gør vi også stadigvæk. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal have rigtig gang i alle de gode alternativer, der er til at køre på diesel,” siger Ove Holm.
Han mener dog, at støtteordningerne ikke gør det alene. Omstillingen er i lige så høj grad et spørgsmål om en markant udbygning af den nuværende infrastruktur for ladestandere, ligesom der for vognmændene er et enormt forberedelsesarbejde i at finde ud af, hvilke former for el-lastbiler, der er bedst til de mange forskellige opgaver.
“Det kræver grundig research på alt fra batterier til rækkevidde og egenvægt, for bare at nævne et par ting. At køre på el er bare én af de mange forandringer, hele branchen vil gennemgå ved denne omstilling, og som alle skal være opmærksomme på.”
Manglende politisk vilje
Konkret opfordrer ITD regeringen og transportminister Trine Bramsen til se mod lande som Tyskland, Norge, Holland og Sverige, hvor man afsætter milliarder til grøn omstilling af lastbiler.
“Vi opfordrer til, at regeringen kommer med en samlet plan for omstilling af den tunge transport, som ikke kun ser på afgifter, men også på støtteordninger, der kan sætte gang i salget af el-lastbiler. Ellers ender vi med at blive det sorte får på europæisk plan, når man ser på antallet af grønne lastbiler,” siger Jesper Høgh Bach.
Alene i Tyskland alene har man afsat ca. 12 mia. kroner fra 2021-2024 til at indkøb af klimavenlige el- og brintlastbiler og yderligere ca. 37 mia. kr. til tank- og ladeinfrastruktur.
Det står i skarp kontrast til Danmark, hvor regeringen indtil videre har afsat 121 mio. kr. til at støtte indkøb af klimavenlige lastbiler, samt afsat en pulje på 250 mio. kr. til tank- og ladeinfrastruktur til den tunge transport.

