Landet over er en række kommuner i gang med at udskyde eller aflyse planlagte vejprojekter som følge af prisstigninger på asfalt. Det er ikke bare dårligt nyt for danskerne, men også for klimaet, mener brancheorganisation.
Prisstigninger på asfalt får en række danske kommuner til at neddrosle eller helt aflyse planlagte vejprojekter, og samtidig overvejer to ud af tre kommuner at følge trop og afventer netop nu udviklingen.
Man har aktivt taget en beslutning om at belaste miljøet mere, end det er nødvendigt, og det er meget ærgerligt.
Anders Hundahl.
Ved brancheorganisationen, Asfaltindustrien, forstår man ikke beslutningerne om at aflyse og udskyde projekter, og advarer andre kommuner mod at gøre det samme.
“Jeg kan ikke se, at det er en god ide for kommunerne. Det koster to til tre gange så meget at renovere en forfalden vej, som det gør at føre løbende vedligehold. Derfor bliver det i sidste ende langt dyrere for kommunerne, når projekter før eller siden genoptages,” siger Anders Hundahl, adm. direktør i Asfaltindustrien.
Dyrere og dårligt for klimaet
Det er dog ikke bare det enkelte vejprojekt, der kan ende med at blive en endnu dyrere fornøjelse for kommunerne. Også klimaregnskabet kan ende med at blive langt dyrere, end hvis man holdt fat i de allerede planlagte projekter.
“Prisstigningerne på asfalt er en effekt af, at man importerer olie og alt muligt andet til produktionen fra udlandet. Det er langt henad vejen unødvendigt, da vi i asfaltindustrien er dygtige til at genbruge den asfalt, der allerede er lagt. På den måde giver kommunerne sig selv en dyr ekstraregning på klimakontoen, som er helt unødvendig,” siger Anders Hundahl.
Han mener, at kommunerne med deres beslutning om at aflyse vejprojekter forspilder en gylden mulighed for at gøre noget ved den grønne omstilling.
“Man har aktivt taget en beslutning om at belaste miljøet mere, end det er nødvendigt, og det er meget ærgerligt.”
Samtidig frygter Anders Hundahl de konsekvenser, som beslutningerne om at aflyse og neddrosle vejprojekter kan have for asfaltvirksomhederne.
“De vil ikke kunne holde produktionen oppe, hvis en stor del af deres projekter aflyses. Det kan koste medarbejdere, der skal hjemsendes på ubestemt tid, og det vil i sidste ende koste kommunerne i form af en forhøjet arbejdsløshed.”

