Byggebranchen er under pres som følge af stærkt stigende priser på byggemateriel, mens store og små byggeprojekter genererer enorme mængder materiale, der enten kan genbruges eller genanvendes i nye byggeri. Men kan disse materialer være med til at løse problemet med de stigende priser?
“De store prisstigninger på byggematerialer vi ser i øjeblikket øger efterspørgslen på alternative løsninger. Og her er genbrug af byggematerialer et oplagt sted at se hen, og det spiller rigtig fint sammen med den grønne omstilling og fokus på øget cirkularitet i byggeriet. Altså, det at man i princippet kan tage materialer fra nedrevne bygninger og genbruge dem et nyt sted.
Virkeligheden er dog mere kompliceret end som så,” siger Bjarke Fjeldsted, Udviklingschef ved Molio, Byggeriets Videnscenter.
Byggebranchen ved udmærket, at der skal handles, også når eller hvis priserne vender tilbage til normalen. For der går alt for mange materialer til spilde i dag, og det er der ingen, der er tjent med.
Bjarke Fjeldsted, Udviklingschef ved Molio
Genbrug og øget genanvendelse og i det hele taget cirkularitet fylder mere og mere i byggebranchen, og det kommer også til udtryk ved at flere og flere bygherre og investorer søger at investere bæredygtigt og blandt andet nedbringe Co2-aftrykket.
“Udfordringerne ved at genbruge byggematerialer er dog mange, og det er ikke mindst en kompliceret opgave at sikre tilgængelighed af materialer og logistikken til at håndtere det. Eksempelvis, hvordan får man i dag materialer fra en nedrevet skole i Billund klar til anvendelse til et nyt byggeri i Ørestaden på et senere tidspunkt. Det er kræver nye markedspladser. Samtidig stiller øget genbrug også nye krav til projektering og ikke mindst til dokumentation for at de genbrugte materialer er egnet til anvendelsen i en ny bygning. Der er mange store udfordringer, men til gengæld er der ikke tvivl om, at de skal overkommes, hvis branchen skal levere på den grønne agenda.”
Fokus på nye teknologier
Byggebranchen er i det hele taget i gang med en historisk omvæltning, hvor bæredygtige alternativer og nye teknologier vinder stadigt mere frem. Dog ser man ikke, at den nuværende krise med store prisstigninger på materialer kan afhjælpes med genbrug eller genanvendelse af materialer.
“Det er åbentlyst, at byggeriet spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. Derfor skal vi også blive bedre til at genbruge og genanvende vores byggematerialer. Det bliver dog et langt og sejt træk, som ikke kommer til at afhjælpe vores akutte udfordringer med stigende priser og forsinkelser på materialer,” siger Søren Cajus, chef for Dansk Byggeindustri ved Dansk Industri.
Samtidig er han sikker på, at øget fokus på digitalisering og de muligheder, denne fører med sig i kølvandet, er vejen mod en grønne byggebranchen, der aktivt og mere målrettet arbejder for at nedbringe sit Co2-aftryk. Fokus ligger derfor på at udnytte og videreudvikle de teknologier, der allerede nu giver muligheder for genbrug og genanvendelse.
“På længere sigt vil det digitale bygningspas bidrage til, at vi kan genbruge og genanvende betydeligt flere materialer i fremtiden. Det er de færreste bygninger i dag, hvor vi kender de anvendte materialer. Det skal vi gøre bedre i fremtiden.”
Der skal handles hurtigt
Spørger man Molio, er der ingen tvivl om, at genbrug og genanvendelse ikke kan udfylde hele behovet for nye materialer i byggeriet, men dog ser man et meget stort behov for nye teknologier og måder at udnytte eksisterende materialer bedre, og i det hele taget få bedre overblik over, hvad den enkelte bygning indeholder af materialer.
“Der er rigtig mange nye initiativer i branchen, og det er super spændende. I dag kan vi i stigende grad betragte eksisterende bygninger som materialebanker, hvor indholdet har større værdi, fordi det kan bruges igen i en eller anden form. Alt fra mursten til gips, kobber og vinduer, jo mere du har overblik over, hvad en bygning indeholder, jo mere kan du få ud af den,” siger Bjarke Fjeldsted.
Ifølge ham, genbruger og genanvender den danske byggesektor dog i dag alt for få af de materialer, der frigives som følge af renoveringer og nedrivninger. Selv når den nuværende krise med de markant stigende materialepriser før eller siden er overstået, bør branchen ifølge ham sætte ind med øget fokus på bæredygtighed.
“Byggebranchen ved udmærket, at der skal handles, også når eller hvis priserne vender tilbage til normalen. For der går alt for mange materialer til spilde i dag, og det er der ingen, der er tjent med. Emner som genanvendelse og genbrug får heldigvis mere og mere fokus i branchen, og det skal der laves om på. Der er mange gode initiativer undervejs og vi er i Molio selv involveret i mange af dem, blandt andet ved at være medinitiativtager til Cirkular Build Forum hvor branchen mødes årligt for at drøfte løsninger til øget cirkularitet i byggeriet. Der er dog ingen tvivl om, at der stadig er lang vej til målet.”
Genbrug og genanvendelse
- Genbrug: Med genbrug inden for byggebranchen menes, at materialer kan indgå direkte i nye byggerier. At f.eks. vinduer eller døre kan genbruges, som de er.
- Genanvendelse: Med genanvendelse menes, at materialerne genanvendes i en ny form. At f.eks. gipsplader genanvendes og indgår som en del af nye materialer i et nyt byggeri.

