Charlotte Vilstrup Castle bliver ny direktør i Landbrug & Fødevarer med ansvar for Sundhed, Dyrevelfærd & Markeder. Dermed er den nye koncernledelse komplet. Charlotte Vilstrup Castle er uddannet cand.med.vet. og har en master i ledelse. Hun kommer fra en stilling som veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen og tiltræder 1. december.
Landbrug & Fødevarer fuldender den nyetablerede koncernledelse, når Charlotte Vilstrup Castle tiltræder stillingen som direktør for Sundhed, Dyrevelfærd & Markeder den 1. december. Den nye rolle er udtryk for en styrkelse af de områder, der handler om den animalske produktion af fødevarer.
Om sin nye rolle siger Charlotte Vilstrup Castle:
-Jeg glæder mig meget til at blive en del af Landbrug & Fødevarer og kaste mig over kendte fagligheder på en ny måde. Opgaven er bred, men inden for et felt, som jeg kender rigtig godt, siger hun.
Charlotte Vilstrup Castle kommer fra en stilling som veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, hvor hun i dag er medlem af direktionen og har det overordnede ansvar for det veterinære område. Gennem mere end 20 år har hun arbejdet med ledelse, veterinære og fødevarepolitiske dagsordener, internationalt samarbejde og udvikling af organisationer i komplekse rammer.
Som ny direktør for Sundhed, Dyrevelfærd & Markeder får Charlotte Vilstrup Castle ansvaret for at sikre en tæt koordinering mellem sektorerne, Kvæg, Gris og Fjerkræ samt afdelingerne Handel & Marked, Fødevarer & Ernæring, og Dyrevelfærd, Dyresundhed & Fødevaresikkerhed.
-Der er en enorm faglig kompetence og viden i Landbrug & Fødevarer, som ingen andre for alvor kan matche. Den styrke skal vi bygge videre på ved at tænke vores indsatser endnu bedre sammen på tværs. Det er en opgave, jeg glæder mig enormt meget til, og som jeg tilgår med ydmyghed, siger Charlotte Vilstrup Castle.
Viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Anna de Klauman, glæder sig over ansættelsen:
-Vi ansætter en stærk profil på et vigtigt tidspunkt. Jeg er glad for, at vi nu kan fuldende koncernledelsen med en så skarp faglighed, som Charlotte Vilstrup Castle repræsenterer. Det gælder både Charlottes dybe faglighed og hendes solide ledelsesmæssige ballast. Hun træder ind i Landbrug & Fødevarer i en afgørende periode, hvor hele den animalske del af dansk fødevareproduktion står over for både store udfordringer og muligheder. Der er et kæmpe potentiale, som Charlotte sammen med resten af holdet skal være med til at indfri, siger Anna de Klauman.
Charlotte Vilstrup Castle tiltræder stillingen i Landbrug & Fødevarer den 1. december.

