Danske virksomheder ser stigende geopolitisk usikkerhed og regulering som de største risici frem mod 2035 – men peger samtidig på nye forretningsmuligheder i grøn omstilling, teknologi og forsvar. Det viser en ny undersøgelse blandt 400 danske virksomheder, som Voxmeter har gennemført for AL Sydbank.
Danske virksomheder befinder sig i dag i en langt mere risikofyldt og kompleks verden end for fem år siden. Geopolitisk uro topper listen over de største risici for virksomhedernes forretning frem mod 2035, mens regulering og bureaukrati ligger som den næststørste udfordring for virksomhedernes muligheder for vækst og udvikling. Det viser nye tal fra Voxmeter, som har gennemført undersøgelsen for AL Sydbank.
“Som en bank med stærkt fokus på erhvervslivet, har vi været interesseret i at undersøge, hvad virksomhederne selv ser som de største udfordringer og kritiske faktorer for succes frem mod 2035 – og hvor de ser potentialet for forretningen de næste 10 år. Tallene viser tydeligt, at mange danske virksomheder er bekymrede for geopolitisk usikkerhed. Det er desværre ikke overraskende, når man ser på, hvordan krig og handelsstridigheder sender lange skygger ind over dansk erhvervsliv i disse år,” siger bankdirektør i AL Sydbank Stig Westergaard, og fortsætter:
”Samtidig ser hver fjerde virksomhed regulering og bureaukrati som et benspænd. Dermed sender virksomhederne et klart signal til politikerne om vigtigheden af, at vi i Danmark og Europa har fokus på at forenkle regler og reducere de byrder, der rammer erhvervslivet – og dermed bidrage til at styrke vores konkurrenceevne.”
Arbejdskraft er en vigtig forudsætning for vækst
Hele 95 procent af virksomhederne i Voxmeter-undersøgelsen peger på adgangen til kvalificeret arbejdskraft som en meget vigtig eller vigtig faktor for deres fremtidige succes.
”Virksomhederne peger meget klart på, at adgangen til kvalificeret arbejdskraft er en afgørende forudsætning for fremtidig vækst. Det stemmer godt overens med vores generelle indtryk af, at mange virksomheder er meget optagede af, hvordan de skal finde og fastholde medarbejdere i fremtiden. Det fylder en del i de dialoger, vi har med vores erhvervskunder,” siger Stig Westergaard.
Muligheder i grøn omstilling, teknologi og forsvar
På trods af de mange risici ser virksomhederne også klare muligheder frem mod 2035. Hver anden virksomhed ser den grønne omstilling og teknologi som et område med vækstpotentiale. Det gælder for hver fjerde virksomhed, når man kigger på forsvarsoprustningen.
“En stor del af dansk erhvervsliv ser et betydeligt forretningspotentiale i den grønne omstilling og på forsvarsområdet, hvor der i disse år investeres massivt. Samtidig er det positivt, at over halvdelen af virksomhederne også ser muligheder i den teknologiske udvikling. Det vidner om, at danske virksomheder er klar til at omfavne kunstig intelligens og anden ny teknologi – og til at gribe muligheder med stor samfundsmæssig betydning,” siger Stig Westergaard.
Fakta:
400 virksomheder med 10-499 ansatte har deltaget i undersøgelsen, der er gennemført i januar–februar 2026.

