Genbrug er årets julehit: Hver tredje dansker overvejer at købe brugte gaver til jul – og det giver travlhed i landets genbrugsbutikker.
En ny Epinion-undersøgelse for Folkekirkens Nødhjælp viser, at 34 procent af danskerne overvejer at give en eller flere julegaver brugt i år. Særligt porcelæn, glas, keramik, bøger, legetøj og køkkenudstyr er populære genbrugsgaver.
Mere jul, mere pakkeleg, mere genbrug
Det er ikke kun julegaver, som får folk i genbrugshumør. De små gaver til pakkeleg er også i høj kurs i genbrugsbutikkerne. Blandt dem, der overvejer at give brugt til jul, peger hele 53 procent på pakkelegsgaverne.
Det har Marianne Radich i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Ballerup forberedt sig på:
”De små gaver er en julefavorit, og vi har masser af dem. Vores lykkeposer med håndplukkede ting som tørklæder, bøger og hjemmestrik er også en eftertragtet løsning. Så behøver folk ikke selv at opfinde den dybe tallerken,” siger Marianne Radich.
I december sælger alle Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker lykkeposer fyldt med unikke fund.
De unge viser vejen
Det er især de yngre kunder, som vælter ind i genbrugsbutikkerne her i december. Det mærkes i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Faaborg:
“De unge er virkelig gode til at omfavne genbrug – også i juletiden. Vi oplever, at mange finder vej til os, og det giver håb. Det er jo dem, der er fremtiden og kan være med til at bremse vores overforbrug,” siger Bente Madsen, leder af Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Faaborg.
Undersøgelsen fra Epinion bekræfter Bente Madsens oplevelser: På landsplan overvejer 41 procent af unge mellem 18-34 år at give genbrugsgaver til jul i år, mens kun 27 procent af de 59+ årige overvejer det.
“Der er sket en tydelig udvikling de seneste par år, hvor unge ikke bare køber mere genbrug, men også deler glæden og værdien til deres familier. De viser, at genbrugsgaver ikke bare er bæredygtige, men også giver mening og værdi” siger Karina Skovhauge, leder af Genbrug i Folkekirkens Nødhjælp.
Folkekirkens Nødhjælp har over 100 butikker på landsplan, som er drevet af frivillige. Overskuddet går til nødhjælp i verdens brændpunkter – så når du køber genbrug, hjælper du også mennesker i nød.
Find din nærmeste genbrugsbutik her.
Det giver danskerne i julegave fra genbrug
Af dem, der overvejer at give julegaver fra genbrug, er de mest populære gaver:
- Porcelæn, glas eller keramik – 60 %
- Bøger – 60 %
- Legetøj – 47 %
- Køkkenudstyr – 39 %
- Møbler – 37 %
Kilde: Epinion for Folkekirkens Nødhjælp, november 2025, 2.072 deltagere.

