Med et mål om at styrke den fortsatte vækst og konsolidering i markedet, indtræder Mads Peter Lübeck og Carsten Raunsbæk i ejerkredsen i automationsvirksomheden Unimec.
Automations- og ingeniørvirksomheden Unimec har udvidet ejerkredsen med to profiler, der allerede kender virksomheden indefra. Mads Peter Lübeck og Carsten Raunsbæk har begge siddet i Unimecs bestyrelse i fem år og træder nu ind som medejere. Det sker som led i en strategisk kapitalforhøjelse, der skal understøtte Unimecs vækst og position i særligt industrisegmentet og inden for pharma.
Ejerkredsen tæller i forvejen Henrik Lund Andersen, Martin Hundevad og Lasse Taulborg Madsen. Sidstnævnte er desuden CEO i virksomheden.
“De seneste år har vi investeret betydelige ressourcer i virksomheden – både økonomisk og strategisk – for at styrke vores fundament og udvide vores markedsposition. Med den udvikling, vi står midt i, er det et naturligt næste skridt at konsolidere os yderligere og sikre, at vi har de rette kræfter omkring os og den fornødne kapital. Derfor udvider vi nu ejerkredsen,” siger Lasse Taulborg Madsen, der er CEO i Unimec.
Mads Peter Lübeck har som bestyrelsesformand været tæt på Unimecs strategiske udvikling i flere år. Han ser nu frem til at træde ind i ejerkredsen.
“Unimec har allerede en stærk position i industrisegmentet, og med de skridt, vi nu tager, får industrikunderne en endnu større og stærkere partner i markedet. Jeg har stor tillid til den nuværende strategi og ser især et betydeligt potentiale i pharma, hvor der er både plads til vækst og mulighed for at differentiere sig. Jeg glæder mig til at være en aktiv del af den rejse – nu også som medejer,” siger Mads Peter Lübeck.

