Brancheforeningen for Kaffe og Te opfordrer skatteminister Rasmus Stoklund til at tage livtag med en historisk afgift, der ifølge dem skader mere, end den gavner.
Kaffeafgiften fra 1930 har overlevet sin relevans. I dag skaber den unødvendigt bureaukrati for virksomheder og myndigheder, hæmmer vækst og konkurrencekraft – og rammer socialt skævt.
Det mener Brancheforeningen for Kaffe og Te (BKT), som nu går i offensiven for at få afgiften fjernet.
“Vi står med en afgift uden sundhedsmæssig eller klimamæssig begrundelse – men med reel negativ effekt på både forbrugere, erhvervsliv og eksport. Det er svært at forsvare i 2025,” siger Henrik Frellsen, formand for BKT.
Kaffeafgiften blev i 1930 indført som en luksusbeskatning, men i dag har den ingen adfærdsregulerende funktion. Den eksisterer alene af fiskale hensyn – hvilket Finansministeriet også har anerkendt.
BKT mener, at det er på tide at afskaffe afgiften som led i en bredere forenkling af afgiftssystemet. Det vil være i tråd med regeringens egne målsætninger om styrket købekraft, hjælp til små og mellemstore virksomheder og afbureaukratisering – og at udfasningen sker i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger.
“Det her er en nem sag. Ingen folkesundhed, ingen klimaargumenter – kun bureaukrati og byrder. Branchen er klar til dialog og opfordrer regeringen til at fjerne afgiften som led i en moderne og ansvarlig afgiftspolitik,” siger Henrik Frellsen.

