Mens droner forvandler moderne krigsførelse, står danske MyDefence bag teknologi, der skal standse dem, før de gør skade. 2024 blev året, hvor missionen fik global gennemslagskraft.
Droner er blevet krigens billigste og farligste våben: mobile, små og svære at opdage. Det skaber et voksende behov for løsninger, der kan opdage og neutralisere truslen, før den rammer soldater, nødhjælpsarbejdere eller kritisk infrastruktur.
Det har man kunne mærke hos danske MyDefence over det seneste år, hvor en betydelig vækst, drevet af stigende global efterspørgsel på antidroneteknologi, har været med til at sætte gang i forretningen.
Antallet af medarbejdere voksede fra 32 til 83 og samtidig blev indtjeningen mere end fordoblet fra 58 til 121 millioner kroner. Dette gør MyDefence til en af de stærkeste kerneforsvarsvirksomheder i Danmark på nuværende tidspunkt.
“Vi har nået det her niveau, fordi vi udvikler og producerer løsninger, der lever op til behovene i frontlinjen og kravene fra nogle af verdens mest krævende forsvarsstyrker og vi gør det med en hastighed og fleksibilitet, som markedet efterspørger,” siger Dan Hermansen, CEO i MyDefence.
For at imødekomme behovet investerede virksomheden et tocifret millionbeløb i at udvide både innovations- og produktionskapaciteten i Danmark og USA. Disse investeringer har muliggjort lanceringen af nye teknologier med hurtigere databehandling, bredere dækning af frekvensspektre og større modstandskraft over for elektronisk manipulation.
Systemerne er designet til fleksibel anvendelse og kan integreres mobilt på personer, køretøjer og faste installationer.