Vinduespudser Gruppen opkøber lokal konkurrent og ansætter den tidligere ejer. Opkøbet er et led i en plan om øgede markedsandele og omsætningsvækst på 15-20 procent for den nordjyske virksomhed.
Fra hovedsædet i Løgstør i Nordjylland, har Vinduespudser Gruppen A/S i alt tolv afdelinger under sin paraply, der er bredt ud over Nord- og Midtjylland.
Nu kommer der således endnu en afdeling ind under paraplyen, efter at opkøbet af Guldhammer Vinduespolering, der er beliggende i Aars og Vodskov.
“Vores helt store målsætning er øgede markedsandele samt optimal service til vores kunder. Med Guldhammer Vinduespolering sætter vi alle målsætninger i spil. Med flere vinduespudsere og flere kunder i de områder, vi allerede er til stede i, kan vi i langt højere grad planlægge ud fra logistiske strategier. Det giver i sidste ende bedre service, da vores vinduespudsere skal bruge mindre tid på transport,” siger Preben Møller, direktør i Vinduespudser Gruppen.
Både direktøren og de ansatte i Guldhammer Vinduespolering bliver i virksomheden og vil fortsat servicere deres kunder, men nu blot under et nyt firmanavn.
Vinduespudser Gruppen er som en del af EVR A/S en af landets største udbydere af vinduespolering, og den nordjyske virksomhed har klare strategiske mål til de kommende år: En omsætningsvækst på mellem 15 og 20 procent. For at det mål kan nås, skal der især føjes flere kunder til abonnementslisten.
“Det er klart, at vi kigger ind i, hvordan vi kan sikre vores ret ambitiøse mål. Lige nu servicerer vi omkring 22.000 kunder om måneden – det tal skal stige. Som abonnementstjeneste handler det om kvalitet af arbejdet, både grundet strategiske mål men også grundet ærekærhed. Med opkøbet af Guldhammer Vinduespolering sikrer vi endnu større fleksibilitet og serviceniveau til vores kunder, og det giver os tro på, at vores mål er realistiske,” siger Preben Møller.
Den nu tidligere ejer af Guldhammer Vinduespolering har tidligere været ansat hos Vinduespudser Gruppen.
“Jeg er stolt af at have opbygget en succesfuld virksomhed, men samtidig er jeg mættet af livet som virksomhedsejer og det administrative arbejde. Da jeg fik muligheden for at sælge, var det egentlig et nemt valg. Jeg ser nu frem til igen at blive en del af Vinduespudser Gruppen. Der er ingen tvivl om, at Guldhammer Vinduespolering og deres kunder er i gode hænder,” siger Poul Erik Guldhammer Andreasen, vinduespudser og tidligere direktør i Guldhammer Vinduespolering.

