Med sommerens komme oplever mange håndværkere en truende risiko, når de vender tilbage fra en velfortjent ferie. Mange vender tilbage til varebiler, der har været genstand for indbrud.
Ferien i sommerhuset eller rejsen sydpå kan slutte med en træls oplevelse, når landets håndværkere vender tilbage til arbejdet.
Med værdifuldt værktøj og andre materialer i lasten er varebilerne oplagte mål for kriminelle, der ikke sjældent med at skære huller i dørene eller på anden måde få adgang til de dyrebare indhold. For at undgå at komme tilbage til en tømt varevogn og et ødelagt arbejdsprogram, opfordres håndværkere til at tage deres forholdsregler, allerede inden ferien starter.
“Mange håndværkere har oplevet den bitre skuffelse ved at finde deres varebil plyndret, når de vender tilbage fra ferie. Det er en tidskrævende og økonomisk belastende oplevelse at skulle erstatte stjålet værktøj og materialer,” siger Mads Okking, udviklingskonsulent i Dansk Håndværk.
En af de bedste måder at beskytte sig mod tyveri er at tømme bilen helt for værdier, før man tager på ferie. Værktøj og materialer kan med fordel opbevares sikkert på virksomhedens lager, hvor der ofte er installeret tyverialarm. Selvom varebilen er tom, er det stadig vigtigt at parkere den på et passende sted.
“Tyvene kan ikke altid se, om bilen er tom, inden de bryder ind. Derfor er det afgørende at vælge en parkeringsplads med god gadebelysning og regelmæssig fodgængertrafik. Alternativt kan man parkere op ad en mur for at gøre det umuligt at åbne side- og bagdøre,” siger Mads Okking.
Han fortæller samtidig, at der allerede inden sommerferien for de flestes vedkommende er gået i gang, har været en stigning i antallet af indbrud i landets mange varebiler.

