Beskæftigelsen blandt seniorer er steget markant gennem de senere år, især blandt ufaglærte, faglærte og personer med korte videregående uddannelser, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Selvom seniorer med lange videregående uddannelser stadig har den højeste beskæftigelsesfrekvens, er forskellen til seniorer med kortere uddannelser blevet markant mindre siden 2013.
Analysen fra AE, baseret på data fra Danmarks Statistiks registre, viser, at seniorer med lange videregående uddannelser i 2013 havde en beskæftigelsesfrekvens, der var 23,2 procentpoint højere end faglærtes. I 2023 var forskellen kun 7,0 procentpoint. Ligeledes er gabet til ufaglærte og personer med korte eller mellemlange videregående uddannelser blevet væsentligt mindre.
Nu er hver anden ufaglærte senior i arbejde, mens det gælder for to ud af tre seniorfaglærte.
“Beskæftigelsen blandt ældre er steget markant det seneste årti. Det gælder især blandt faglærte og ufaglærte. De har hentet kraftigt ind på akademikerne,” siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
I 2013 var 39,2 procent af de 60-64-årige faglærte i job. I 2023 var tallet steget til 65,5 procent, svarende til knap 49.000 personer.