En ny kinesisk spiller har meldt sig på e-handelsmarkedet, og byder på meget lave priser for sine varer. Men ifølge dansk ekspert er der al mulig god grund til at gå langt uden om kinesiske Temu.
Har du handlet på nettet inden for det seneste år, så er du muligvis stødt på meget gode tilbud fra en website eller en app ved navn Temu. Her kan man få alt mellem himmel og jord, ofte til en meget lav pris, hvilket mange formentlig har benyttet sig af.
Temu er en kinesisk e-handelsplatform, og den internationale pendant til Pindoudou, der kun sælger varer i Kina. I september 2022 gik Temu ind på det amerikanske marked, og blev hurtigt den mest downloadede app i USA.
Men ifølge Halfdan Moth Timm, partner hos det digitale markedsføringsbureau, Obsidian Digital, er der adskillige gode grunde til at gå langt udenom den kinesiske platform, da både kvalitet og sikkerhed ifølge ham er yderst kritisabel.
“Temu udmærker sig ved ekstremt billige priser til gengæld for produkter af virkelig dårlig kvalitet, der ikke lever op til europæiske sikkerhedsstandarder og meget andet – men det tænker man måske ikke over, når man som Hr. og Fru Jensen ser to (ud ad til) identiske produkter, hvor det ene koster en fjerdedel,” skriver han i et opslag på LinkedIn om netop Temu.
Stærkt kritiseret platform
Halfdan Moth Timm er langt fra den eneste, der i stærke vendinger har kritiseret den kinesiske platform. I juni 2023 kunne man på BBC læse, at amerikanske lovgivere i en rapport fra House Select Committee on the Chinese Community Party fastslog, at produkter, der bliver solgt på Temu, med stor sandsynlighed blev fremstillet af tvangsarbejdere i Kina.
“Amerikanske forbrugere burde vide, at der er en ekstremt høj risiko for, at Temus forsyningskæder er forurenet med tvangsarbejde,” står der i rapporten.
I et skriftligt svar til Marketconnect afviser Temu alle disse anklager og skriver bl.a., at beskyldningerne i denne forbindelse er fuldstændig ubegrundede, og at Temus nuværende standarder og praksis ikke adskiller sig fra Amazon og eBay.
“Det adfærdskodeks, som Temu pålægger alle leverandører at underskrive, betyder blandt andet, at brugen af tvangs-, straffe- eller børnearbejde er strengt forbudt. Ansættelse hos alle sælgere og leverandører skal være helt frivillig,” står der bl.a. i det skriftlige svar.
I Time Magazine kunne man i december 2023 læse, at Temu har fået et ry for ikke at levere de pakker, kunderne bestiller, og på Trustpilot kan man se at 33 procent at de danske anmeldelser blot giver 1 stjerne, og at de fleste klager går på dårlig kvalitet og manglende leveringer.
Her henviser Temu i deres svar til, at deres samlede score på Trustpilot er 3,4, og sætter dette tal op imod Amazon, der har en score på1,7 – og AliExpress med en score på 2,5. De skriver derudover, at feedbacken fra kunderne er afgørende Temu.
“Vi undersøger hver enkelt sag og tager de nødvendige skridt, hvilket kan omfatte fjernelse af produkterne eller opsigelse af aftalerne med de involverede leverandører. Afhængigt af alvorligheden af bruddet kan handlende blive permanent udelukket fra platformen.”
Overfor mediet Politico har Apple beskrevet, hvordan Temu overtrådte Apples obligatoriske privatlivsregler. De sagde yderligere, at det havde fundet det bevist, at Temu vildledte sine kunder om, hvordan deres data bruges.
I det skriftlige svar afvises også dette af Temu, der skriver, at de oplysninger, Temu efterspørger, er stort set de samme som andre forbrugerapps, samt at Temu indsamler færre brugeroplysninger end Amazon, og at alle indsamlede data er i overensstemmelse med praksis i branchen.
Alle disse mange anklager til trods er Temu på vej frem i Danmark og fylder stadigt mere af handlen, når vi som forbrugere går på tilbudsjagt. Og det mærker man ifølge Halfdag Moth Timm også hos Obsidian Digital.
“Vi har lige gennemgået Obsidian Digitals 10 største Google Ads E-com kunder. For samtlige 10 var Temu i løbet af de sidste 3-6 måneder gået fra at fylde 0 procent til at fylde ca. 30 procent i Auction Insights. Det gælder både gadgets, sportsudstyr, fashion og meget andet. Det betyder, at Temu er gået fra ikke at være en konkurrent til at være synlig på 30 procent af vores største kunders søgninger.”

