KompetenceKanalen A/S har opkøbt webbureauet Webman ApS. Webman, et veletableret bureau specialiseret i udvikling af WordPress hjemmesider.
Der er blevet handlet på tværs af landet, da aarhusianske KompetenceKanalen har opkøbt Webman, der hører hjemme i Hvidovre på den københavnske vestegn.
Med Webmans kontorer i Hvidovre og KompetenceKanalens base i Aarhus, er tanken bag opkøbet at styrke ikke blot egne servicekapaciteter, men sikrer også repræsentation både på Sjælland og i Jylland.
“Dette opkøb præsenterer en strategisk beslutning om at udvide vores serviceportefølje og levere endnu mere værdi til vores kunder. Webman har vist en imponerende evne til at levere kvalitetsløsninger og vi er begejstret for at integrere deres ekspertise i vores samlede ydelsesportefølje,” siger Mathias Leth, CCO & partner i KompetenceKanalen.
Året 2023 har været udfordrende for mange performancebureauer, og ifølge Mathias Leth er det derfor ikke en bæredygtig strategi at forvente, at markedet selv tager styringen.
“Vi skal aktivt forme vores egen udvikling og stræbe efter mere end blot at være et performancebureau. Dette kræver, at vi tør udfordre status quo, tage velovervejede risici og foretage investeringer med mod. KompetenceKanalen ser lyst på fremtiden og holder døren åben for yderligere initiativer og investeringsmuligheder, der kan bidrage til vores vækst og succes.”
Planen er, at Webman fortsætter som et selvstændigt selskab, som specialiseret webudviklingsbureau, med den nuværende direktør og stifter, Nicholas Gotfredsen, i spidsen.

