Nogle skatter og afgifter giver god mening, andre gør ikke. Den danske kaffeafgift hører til dem, der ingen mening giver, og derfor bør den da også fjernes. Det vil gavne både virksomhederne og danskerne, mener Carl Andersen, politisk konsulent for Dansk Erhverv.
Danmark er et land med en stærk kaffekultur, hvor kaffe er en af de mest populære drikkevarer. Men bag kaffekulturen gemmer sig en unødvendig og administrativt besværlig afgift, som har været en del af skattebasen siden 1930: Kaffeafgiften.
En af de særegne danske punktafgifter, der årligt bidrager med et beskedent provenu til statskassen, men som udgør en byrde for virksomheder, myndigheder og forbrugere. Det er på tide at erkende, at kaffeafgiften er en forældet og unødvendig afgift, som ikke længere tjener noget anerkendelsesværdigt formål.
I dag bidrager kaffeafgiften kun med 2 promille af statens samlede indtægter – og den andel er stærkt faldende. Skatteministeriet vurderer at en afskaffelse vil koste omkring 250 mio. kr. Det er en beskeden pris at betale for at slippe af med en afgift, der kun skaber unødvendigt bureaukrati og fordyrer basisprodukter for danskerne.
De administrative omkostninger er en af de store ulemper ved kaffeafgiften. Over 350 virksomheder er i dag registreret som betalere af kaffeafgiften, og de skal løbende føre afgiftsregnskab og indsende angivelser samt betale afgifterne månedligt.
Det vurderes at koste det danske erhvervsliv et beløb i millionklassen årligt, hvilket forringer deres konkurrenceevne overfor virksomheder i udlandet. Det rammer især eksportorienterede virksomheder som i dag kan få refunderet kaffeafgiften på de eksporterede varer.
Dog kan det sjældent betale sig på mindre forsendelser, hvilket reelt gør at det er lettere at betale for meget i skat end at betale den skat, virksomhederne skal. Det er meget uhensigtsmæssigt. Denne unødvendige byrde hæmmer væksten, især for små virksomheder, som ikke har de samme ressourcer som deres større konkurrenter. Myndighederne bruger omkring fem årsværk på kaffeafgiften hvert eneste år. Det er fem medarbejdere, som vil kunne bruges på mere produktivt arbejde andre steder.
Afskaffelsen af kaffeafgiften vil også have positive konsekvenser for forbrugerne. Prisen på kaffe- og kaffeprodukter vil kunne sænkes som følge af afskaffelsen. I dag udgør afgiften 6,39-16,61 kr. pr. kg. kaffeprodukt, og forbrugerne bærer denne byrde i prisen.
Ved at afskaffe afgiften kan forbrugerne nyde deres yndlingsdrik til en mere overkommelig pris – hvilket særligt vil gavne de laveste indkomster. Kaffeafgiften rammer nemlig de fattigste 10 pct. tre gange så hårdt som de rigeste 10 pct., når det gælder omkostningen i forhold til deres disponible indkomst.
Derfor har vi at gøre med en afgiftslettelse, som vil fremme den økonomiske lighed marginalt.
Carl Andersen er politisk konsulent for Dansk Erhverv.

