Vores lyst til at handle online rammes nu af den generelle pessimisme i den danske økonomi. Kun tre procent af forbrugerne forventer at skrue op for deres onlineforbrug det kommende år.
Danskerne har i høj grad taget e-handlen til sig, men gennem den senere tid har e-handlen for første gang været ramt på salget, der har været svingende, og hvor forbrugerne i stigende grad sidder mere på pengepungen.
Det har både vores E-handelsanalyser og E-handelsindeks vist af flere omgange.
Ser man på tallene i Dansk Erhvervs E-handelsanalyse fra februar, er det også nedslående læsning, webutikkerne bliver mødt med. For pessimismen har i høj grad fået taget i de danske forbrugere, og kun 3 % af de adspurgte forventer således at handle mere de kommende 12 måneder ift. det foregående år.
”Det er den næstlaveste købelyst, vi nogensinde har målt i E-handelsanalysen, og det er en halvering af de nettopositive over det seneste år, så det er langtfra opløftende. Et lille lyspunkt er dog, at det skyldes den generelle økonomiske usikkerhed i samfundet og ikke netbutikkernes indsats – den er nemlig stadig meget værdsat af forbrugerne,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.
Hvad der gør analysen ekstra nedslående for webbutikker er, at danskerne ikke kun forventer at handle mindre, men at man allerede nu kan måle, at vi bruger færre penge end normalt, når vi putter ting i indkøbskurven. Gennemsnitsprisen pr. køb var i februar nede 535 kr., hvilket er klart lavere end gennemsnittet på 580 kr. i januar, der heller ikke var imponerende.
”Konklusionen er klar: Forbrugerne holder på pengene, og de forventer ikke at ændre på det lige foreløbigt,” siger Niels Ralund.

