Forsinkede eller aflyste Ryanair-fly har fået mange kunder til at henvende sig til Flyhjælp for hjælp til at kræve kompensation. Flyhjælp har samlet til bunke blandt henvendelserne og stævner nu flyselskabet for sammenlagt 3,2 millioner kroner.
Irske Ryanair kan se frem til at få postkassen fyldt op over den kommende tid, når intet mindre end 500 stævninger fra danske Flyhjælp sendes til flyselskabet.
Flyhjælp, der hjælper flypassagerer med at indhente økonomisk kompensation og billetrefusion hos flyselskaber ved flyforsinkelser og aflysninger, har på vegne af flere end 1000 kunder, som savner økonomisk oprejsning fra flyselskabet, nu valgt at gå i retten for at kæmpe for det, de mener passagererne retmæssigt har krav på.
“Det er vores erfaring, at når flyselskaber som Ryanair har for god tid til at behandle sagerne, så finder de på alle mulige indsigelser af mere eller mindre lødig karakter for at undgå at betale kompensation. Men vi vil ikke acceptere, at passagerrettighederne bliver tilsidesat på den måde. Flyselskaberne skal tvinges til at forholde sig til passagerernes ret til kompensation og billetrefusion, og det ser vi som vores ansvar at sørge for,” siger Benedikte Bolvig Lund, advokat og juridisk direktør i Flyhjælp.
Stævningerne kommer i kølvandet på en Højesteretsdom i april, hvor Ryanair fik medhold i en sag om udbetaling af billetrefusion via en online billetformidler, en såkaldt OTA. Flyhjælp var ikke tilfredse med udfaldet, fordi den har skabt større uklarhed omkring passagerernes rettigheder i forhold til udbetaling af billetrefusion.
Med de mange sager ønsker Flyhjælp at sende et signal til Ryanair om, at flyselskabet er for langsomme og dårlige i deres håndtering af passagerkrav.
“Det burde ikke være nødvendigt at have juridisk baggrund og kæmpe for at få noget tilbage, der retmæssigt er dit. Men Højesteretssagen var desværre med til at vise os, at det vil det blive ved med at være. Der er fortsat mange passagerer, der hver dag lider under blandt andet Ryanairs forretningsmetoder,” siger Benedikte Bolvig Lund.
Hun oplyser desuden, at Flyhjælp har langt flere sager med kompensationskrav end de 500, de indgiver i denne omgang.
Flypassagerer har krav på kompensation, hvis flyet bliver aflyst eller forsinket mere end tre timer, medmindre årsagen er uden for flyselskabets almindelige forretningssfære eller kontrol og ikke kunne have været undgået.
Disse årsager kan for eksempel være eksterne strejker, terror, militærkup, ekstreme vejrforhold eller flyveforbud. Flypassagererne har desuden krav på refusion af billettens pris eller en ny billet ved aflysning, overbooking eller forsinkelse på mere end fem timer.