En flere år lang og kostbar strid i USA mellem den danske producent af 3D-scannere til tandlægeindustrien, 3Shape, og selskabets største konkurrent i USA, Align Technology, er nu slut. De to parter har indgået et forlig, som afslutter de retssager, som de to selskaber har anlagt mod hinanden. Vilkårene for forliget er fortrolige.
3Shapes CEO Jakob Just-Bomholt kalder forliget for positivt i forhold 3Shapes fremadrettede udvikling.
“De mange tvister og retssager har været ressourcekrævende, fordi de både kræver stor ledelsesmæssig opmærksomhed og har kostet 3Shape rigtig mange millioner kroner. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu får sat punktum – ovenikøbet med et forlig, som jeg uden at kommentere det nærmere indhold, vil kalde fair og balanceret. Forliget skal blandt andet ses i lyset af, at de seneste retssager er faldet ud til 3Shapes fordel,” siger Jakob Just-Bomholt.
Vil frigøre betydelige ressourcer
Han understreger, at forliget vil frigøre betydelige ledelsesmæssige og økonomiske ressourcer, som 3Shape nu kan bruge på at forfølge de vækstambitioner, som selskabet har.
“Dette forlig vil nu give os mulighed for at fokusere endnu mere på det, vi er bedst til – nemlig at udvikle innovative teknologiske løsninger til tandlæger og tandlaboratorier – alt sammen for at forbedre patientplejen,” siger Jakob Just-Bomholt.
Efter forliget vil Align Technology Inc. fortsætte sin nuværende praksis med at acceptere scanninger fra 3Shape’s TRIOS 3 intraorale scannere i de fleste lande uden for USA.
Om 3Shape
3Shape er baseret i København og har i dag mere end 1.900 ansatte. 3Shape er global leder inden for digital tandpleje og leverer state-of-the-art scanningsløsninger og software til tandlæger og laboratorier i over 100 lande. 3Shapes ambition er at udvikle teknologiske løsninger, der gør en reel forskel i livet for både patienter og tandlæger verden over.

