Fire ud af ti danskere følger virksomheder og influencers på sociale medier. Det mærker man især hos ripensiske WoodUpp, der med omkring en million følgere på Instagram har SoMe som sin klart vigtigste salgskanal.
Du kender det sikkert. Du følger en række virksomheder, du finder interessante, på eks. Instragram og scroller hver dag igennem de sidste billeder og noterer dig det seneste nye. Og netop Instagram har overhalet nu Facebook og er nu danskernes primære kilde til at følge virksomheder online.
Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at 37 procent af danskerne følger virksomheder eller influencers på sociale medier. Det er en lille fremgang fra sidste år, hvor tallet var 34. Fremgangen er især båret af de unge, hvor andelen, der følger virksomheder og influencers, er steget fra 57 procent til 67 procent.
I Ribe ligger virksomheden WoodUpp, der producerer og sælger akustikpaneler til hele verden, og her satses der stort på sociale medier.
“Vi har ingen sælgere ansat, men til gengæld har vi content creators både i Danmark og i udlandet. Vores kunder kommer i meget høj grad fra især Instagram, hvor vi på alle vores profiler har omkring en million følgere. Det er primært den vej, vores kunder finder os,” siger Troels Johansson, CMO og Partner ved WoodUpp.
TikTok kommer buldrende
Tal fra Dansk Erhverv viser, at syv ud af ti danske e-handelsforbrugere benytter Instagram, som er det mest benyttede sociale medie blandt danske e-handlere. Dermed har det billedbårne medie efter nogle år på andenpladsen lige akkurat overhalet Facebook som det medie, flest brugere benytter til følge virksomheder eller influencers.
At Instagram og Facebook topper listen, kommer formentlig ikke bag på virksomhederne. Det harmonerer i hvert fald fint med deres marketingplaner. Det forklarer Mathilde Møller, som er konsulent i Dansk Erhverv og ekspert i sociale medier.
”Vores seneste medlemsundersøgelse viste tydeligt, at virksomhedernes marketingafdelinger bruger flest ressourcer på Facebook og Instagram. Det er velkendte medier, som både de og brugerne kender,” siger hun.
Det billede kan man genkende i hos WoodUpp i Ribe.
“Vi kan se, at der er rigtig meget intent bag vores følgere på SoMe. Mange skriver direkte og spørger, hvor de kan købe vores produkter, og det fortæller mig, at vi gør noget rigtigt i vores tilgang til de sociale medier,” siger Troels Johansson.
Instagrams erobring af førstepladsen er dog langt fra det mest interessante i analysen, lyder det fra Mathilde Møller. For TikTok er på markant fremgang i disse år, og blandt de unge er der tale om en tredobling fra 14 procent i 2021 over 32 procent i 2022 til 42 procent i 2023, og dermed er TikTok næsten lige så stor som Facebook.
”Det er ret vildt, især når man tænker på, hvor meget negativ omtale der har været af TikTok den seneste tid. Udviklingen står også i kontrast til vores medlemsundersøgelse, der viser, at virksomhederne forventer at skære i deres TikTok-budget,” siger Mathilde Møller.
Selvom WoodUpp har vokset sig store og stærke på Instagram, mærker man også her, at mange kunder har fundet vej til TikTok, og at dette meget vel kan være fremtidens største marked.
“Vi har over 230.000 følgere allerede på TikTok, så der er vi også godt med, og der er ingen tvivl om, at det er en meget interessant markedsplads for os. Jeg tror, at med mindre lovgivnignen spænder ben for det, så er den vej, det hele går i fremtiden,” siger Troels Johansson.

