Den Hvidovre-baserede lemonade og cocktail-virksomhed, Rebæl, har indgået en international distributionsaftale med Royal Unibrew. Distributionsaftalen er cementeret ved, at Royal Unibrew har købt en minoritetsejerandel i Rebæl.
“Vi ser Royal Unibrew som den helt rigtige langsigtede partner og garant for at sikre investeringer i virksomheden og brand’et på den lange bane. Vi ser det som en super god mulighed, og vi vil gå til opgaven med ydmyghed, men glæder os til den videre rejse med vores nye partner,” siger Emil Døi van Dijk Thorborg, stifter af Rebæl.
Virksomheden udvikler håndbrygget lemonade, gastrosaft og cocktails, og netop det fælles fokus på kvalitet, håndværk og innovation er endvidere en central grundsten i samarbejdet.
“Rebæl er et superstærkt brand med nogle meget stærke high-end produkter udviklet af utrolig dygtige personer. Investeringen er en forsættelse af vores strategi om at fokusere på at sælge de produkter som kunderne og forbrugerne efterspørger – også i super-premium segmentet,” udtaler Kasper Ryttersgaard, VP og GM for Royal Unibrew Danmark.
Der vil ikke blive ændret ved Rebæl’s produkter eller koncept, der er udviklet gennem passion for gastronomi og har resulteret i et unikt univers af drikkevarer. Samarbejdet med Royal Unibrew skal sikre en øget distributionskraft under hensyntagen til at udbrede det Rebæl er kendt for, nemlig kvalitet, håndværk og innovation.
Rebæl’s produkter er i dag lanceret i tre lande, og Royal Unibrew’s geografiske fodaftryk forventes at bidrage til en fortsat geografisk ekspansion.