Der er blevet handlet i den danske kaffebranche, hvor ØNSK har opkøbt konkurrenten Damn Good Coffee, og sigter mod at revolutionere kaffebranchen med fokus på bæredygtighed og ansvarlighed.
Der er blevet skrevet under på en købsaftale, der bringer Damn Good Coffee ind under ØNSK’s paraply, med en fælles plan om at bringe emner som bæredygtighed og ansvarlighed frem som de vigtigste i branchen.
“Siden ØNSK blev startet har vi spejdet til hinanden. Både som konkurrenter, men også med en enorm stor portion anerkendelse og inspiration. Vi mødtes tilbage i sommers på Friheden på Nørrebro. Der måtte da være en måde at samarbejde på, frem for at bekrige hinanden i markedet,” skriver direktør og co-founder, Andreas Kirk, om købet på LinkedIn.
Han fortæller, at værdier som ordentlighed, autenticitet, nærværende kundeservice og et ønske om at forny en ellers traditionel kaffebranche har skabt en naturlig forbindelse mellem de to virksomheder, der deler et fælles verdenssyn.
Det, der begyndte som et kaffemøde, har udviklet sig til et tættere samarbejde, og nu bliver alle medarbejdere fra Danm Good Coffee en del af ØNSK.
“Det bliver samtidig en udvidelse af vores ledelsesgruppe som nu går fra tre til fem medlemmer. I takt med at vi vokser, ser vi samtidigt et større behov for at kunne specialisere os ned i afdelingerne. Det bliver sammenlægningen et vigtigt skridt for,” skriver Andreas Kirk.