Ny teknologi kan ikke drive den grønne omstilling alene. Derfor skal CBS’ forskningsmiljøer tættere på virksomheder og samfund, siger universitetets ny prodekan for grøn omstilling, professor Andreas Rasche.
Den grønne omstilling kræver mere end ny teknologi. Den kræver også viden om ledelse, organisation, forretningsmodeller og om, hvilke incitamenter der får mennesker, virksomheder og samfund til at ændre adfærd.
”Derfor er vi optagede af at få en tæt dialog med erhvervslivet. De skal se, hvad det er for en viden, vi kan tilbyde. Og vi skal forstå, hvad det er for udfordringer, de oplever,” siger Andreas Rasche.
Som ny prodekan for grøn omstilling på CBS bliver en af hans vigtigste opgaver at samle og synliggøre resultaterne fra de cirka 120 af universitetets forskere, som beskæftiger sig med bæredygtighed. Han skal samtidig udvikle samarbejdet med virksomheder, organisationer og myndigheder, der efterspørger viden om, hvordan den grønne omstilling kan omsættes til konkrete handlinger.
”På CBS har vi faktisk rigtig meget solid forskning på de grønne områder, og det er inden for et meget bredt felt,” fortæller Anders Rasche og peger blandt andet på bæredygtig ledelse, virksomheders klimaarbejde, grøn innovation, cirkulær økonomi, finansiering af omstillingen, forbrugeradfærd og regulering. Samt geopolitik og AI, som ifølge Andreas Rasche også spiller ind i den grønne omstilling.
Vigtig dialog med fonde
Fonde, der støtter grøn forskning, har stor betydning for den bæredygtige omstilling af samfundet. Derfor håber Andreas Rasche, at de fremover vil have større opmærksomhed mod den erhvervsrettede del af den grønne forskning.
”Konkurrencen om forskningsmidlerne er stor, og i dag går støtten fortrinsvis til udviklingen af nye teknologier. Teknologien er vigtig, men den kan ikke stå alene. Forskning i en bæredygtig fremtid kræver også, at vi forstår, hvordan virksomheder kan anvende løsningerne og få dem ud på markederne”, understreger Andreas Rasche.
Selv har Andreas Rasche forsket i den grønne omstilling i mange år. Han er tyskfødt, men kom til CBS i 2012, hvor han siden har været professor i Business in Society ved CBS Centre for Sustainability.
Det er alvor
Her er han internationalt anerkendt for sin forskning i regulering af virksomheders bæredygtighedsarbejde og i, hvordan ESG-hensyn kan integreres i bestyrelsernes strategiske beslutninger.
”Jeg kom til CBS og Danmark, fordi jeg ville arbejde og bo i et land, der tog den grønne omstilling alvorligt,” siger han og tilføjer:
”Når det gælder klimaet, er jeg en utålmodig og stædig optimist. Men vi skal virkelig forstå, at det er alvor. Se bare på denne sommer. Den viste, hvordan tørken i flere lande i Europa havde betydning for blandt andet forsyningskæderne, energisektoren og produktiviteten” siger han.

