Det bliver Tommy Hansen, der fremover tager plads for bordenden hos ELCON. Han har tidligere haft en række topstillinger hos Danfoss.
Tommy Hansen er udnævnt som ny direktør for ELCON, hvor han afløser Karsten Lønvig. NRGI meddeler, at ansættelsen skal sikre, at ELCON fortsætter med at udnytte strategiske muligheder inden for den grønne omstilling.
Tommy Hansen kommer til ELCON med en solid kommerciel baggrund fra tekniske virksomheder som Danfoss og Kamstrup, hvor han har haft flere ledende roller, senest som Senior Vice President i Heat og Cooling divisionen hos Kamstrup.
Han er uddannet klejnsmed og har senere videreuddannet sig til ingeniør, suppleret med en MBA og en bestyrelsesuddannelse fra CBS.
“Tommy Hansen er den rette profil til at styrke ELCONs fokus på bæredygtige løsninger inden for elektrificering og digitalisering. Hans erfaring fra store tekniske industri- og servicevirksomheder gør ham ideel til at lede ELCON ind i fremtiden,” siger Jacob Vittrup, CEO i NRGi.
Ledelsesændringen betyder samtidig et farvel til Karsten Lønvig, der har været hos ELCON siden 2019.
“Vi takker Karsten for hans markante bidrag, især i hans seneste rolle som CEO,” tilføjer Jacob Vittrup.