Det var en tung profil, der satte sig i direktørstolen d. 14. august hos Blue Ocean Robotics, da Thomas Knudsen tiltrådte som ny CEO. Han kommer fra en stilling som CCO i MiR.
Siden 3C Group overtog størstedelen af Blue Ocean Robotics i starten af 2025, har der været fuld gang i en strategisk kursændring, der skal få den fynske robotvirksomhed tilbage på sporet efter nogle hårde år.
Nu styrkes holdet med en erfaren kapacitet i spidsen: Thomas Knudsen tiltræder som ny CEO den 14. august. Han har over 25 års erfaring med internationalt salg og forretningsudvikling – senest som kommerciel direktør hos Mobile Industrial Robots (MiR), der er en del af amerikanske Teradyne.
“Jeg kommer til Blue Ocean Robotics med 25 års kommerciel erfaring fra globale virksomheder, men samtidig med en stor grad af ydmyghed. Blue Ocean Robotics har nogle spændende, markedsledende produkter, men har som virksomhed også været gennem en turbulent rejse med mange bølgeskvulp,” siger den nye CEO.
Thomas Knudsen erstatter John Erland Østergaard, der har været konstitueret CEO siden september 2024. John Erland Østergaard fortsætter i Blue Ocean Robotics med et teknisk fokus.
“Med Thomas får vi en visionær leder med kommerciel tæft, der skal bidrage til at forløse Blue Ocean Robotics’ potentiale. Thomas kombinerer en kommerciel baggrund med en mangeårig indsigt i robotbranchen og international erfaring, og det er det, som der skal til for at tage Blue Ocean Robotics til det næste niveau,” siger bestyrelsesformand Søren Vilby.

