I efteråret kunne Thomas Faber Krejsager sætte sig til rette som ny servicechef hos Vibocold, der er blandt landets førende leverandører af køle-, fryse- og varmemøbler. Han er trådt ind i virksomheden med stor erfaring – og endnu større ambitioner for at hæve serviceniveauet.
Forebyggende vedligehold og effektiv håndtering af nedbrud er centralt for køle-, fryse- og varmemøbler, og med ansættelsen af Thomas Faber Krejsager som ny servicechef får de en mand i stalden med erfaring inden for ledelse og teknik og vil arbejde for at løfte serviceniveauet landsdækkende.
“Jeg har haft ansvaret for de tekniske afdelinger ved store bryggerier, så jeg kender til processerne mellem salg og service. Derfor er jeg kommet ind med en klar plan for Vibocolds serviceafdeling, så vi kan løfte niveauet endnu højere op,” siger han.
Vibocold har et omfattende landsdækkende serviceteam med 30 medarbejdere specialiseret i teknik og support. Det dækker bl.a. over 20 udekørende serviceteknikere, der besøger over 100 kunder om dagen. Her sikrer de løbende vedligeholdelse af kølemøblerne, ligesom de hurtigt reagerer på driftsnedbrud.
“Serviceafdelingen er noget af det, der gør Vibocold helt unik. Hver gang vores dygtige teknikere kører ud til kunderne, har de et stærkt team i ryggen. Når de har brug for specifikke reservedele eller anden hjælp, træder kollegaerne i kundecentret til og kan sikre, at det hele ligger klar til dem,” siger Thomas Faber Krejsager.