Den danske biotekvirksomhed, Tetra Pharm Technologies, tager nyt initiativ til at skabe et arbejdsmiljø, der prioriterer medarbejdernes velvære.
At arbejde fire dage om ugen i stedet for fem begynder langsomt at blive mere og mere normalt rundt omkring i de danske virksomheder.
Hos Tetra Pharm Technologies har man nu også taget dette spring, og målet med den nye arbejdsform er klart.
“Trivslen hos vores medarbejdere er afgørende for vores succes som virksomhed. Vi tror på, at ved at give vores medarbejdere mere tid til at genoplade og forfølge deres personlige interesser, vil de være mere engagerede, når de er på arbejde. Vi investerer i vores medarbejderes velvære, fordi vi tror på, at det er nøglen til at skabe en bæredygtig og innovativ arbejdskultur, der vil bringe vores virksomhed til nye højder”, siger Martin Rose, CEO, Tetra Pharm Technologies.
Flere grunde
Netop målet med den fire-dages arbejdsuge er vigtigt at holde sig for øje, før man kaster sig ud i den nye arbejdsform, der kræver tilvænning for både ledelse og medarbejdere. Ifølge Pernille Garde Abildgaard, selvstændig konsulent og kommunikationsrådgiver med ekspertise i fire-dages-ugen, er det afgørende, at man som virksomhed har en klar ide om, hvad den nye arbejdsuge skal give virksomheden.
“Der kan være rigtig mange forskellige svar på det spørgsmål, og svaret på det, er også svaret på, hvordan man bedst kommer derhen. Mange vil gerne kunne rekruttere bedre, andre vil gerne være en mere tidssvarende arbejdsplads, andre igen vil styrke den mentale trivsel. Hvad end svaret er, er det jeres rettesnor for at komme i mål,” har hun tidligere udtalt til Marketconnect.
Tetra Pharm Technologies bygger deres beslutning på de forskningsresultater, der viser, at en fire-dages arbejdsuge til fuld løn øger medarbejderes sundhed og trivsel, arbejdspladsers produktivitet og er til gavn for klimaet. Årsagen skal findes i, at folk har mere tid til at slappe ordentligt af og dyrke tilværelsen uden for arbejdet, samt en større følelse af tilfredshed både i og uden for arbejdet med et reduceret stressniveau, færre sygemeldninger og mere overskud på arbejdspladsen til følge.
“Vi har konkret bevis for, at glade og veludhvilede medarbejdere er mere kreative og produktive. Dette skridt bekræfter vores mål om at være en pioneer og skabe et mere attraktivt arbejdsmiljø, der kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere i takt med vores planlagte vækst”, siger Martin Rose.

