Den nye seniorrådgiver har bl.a. været kontorchef i styrelsens Center for energieffektivisering og har generelt massiv erfaring på området med sig i bagagen.
SYNERGI opruster arbejdet for et Danmark uden energispild og har ansat Anders Gerhard Jørgensen som ny politisk seniorrådgiver. Anders Gerhard Jørgensen har arbejdet i Energistyrelsen i otte år, hvor han er gået fra fuldmægtig til kontorchef. Han har desuden været ansat på DTU og Københavns Universitet. Oprindeligt er han uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
SYNERGI-direktør Katrine Bjerre M. Eriksen er glad for tilgangen, der ifølge hende styrker organisationen betydeligt.
”Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes SYNERGI at hente en politisk seniorrådgiver fra så høj en hylde. Jeg kender Anders som en fagligt stærk og meget dygtig embedsmand, der indgående kender sit område og ikke mindst de mange potentialer, der ligger i at mindske det alt for høje energiforbrug i både Danmark og EU. Med de eksploderede energipriser og Ruslands overfald på Ukraine er det vigtigere end nogensinde, at vi investerer og mindsker energispildet – til gavn for både klimaet og danskernes energiregning, men også for forsyningssikkerheden og vores uafhængighed af Rusland. Anders bliver helt central i det arbejde, og jeg glæder mig meget til at samarbejdet,” siger Katrine Bjerre M. Eriksen.
Anders Gerhard Jørgensen ser frem til at fortsætte arbejdet med energieffektivitet fra en ny vinkel. Også ifølge ham er der store gevinster at hente klimamæssigt, økonomisk og sikkerhedsmæssigt ved et klogere energiforbrug.
“Energieffektivisering er schweizerkniven i den grønne værktøjskasse. Det er helt afgørende for den grønne omstilling af energisystemet, at vi bruger energien effektivt. Det er samtidig en af nøglerne til at gøre os fri af russisk energi. Derudover vil kloge investeringer i energieffektive løsninger lette presset på energiregningen ude i husholdningerne. SYNERGI er en vigtig stemme i den grønne omstilling, og jeg glæder mig til at bidrage til organisationens arbejde for en mere effektiv brug af energien,” siger Anders Gerhard Jørgensen.

