Der er gang i væksten i Region Midtjylland, der har flest vækstvirksomheder af alle regionerne. Samtidig er virksomhederne gode til at tage nye teknologier til sig.
”Det er særdeles positivt for Midtjylland. Vækstvirksomhederne er nemlig en afgørende faktor for den vækst regionen oplever indenfor beskæftigelse. Dertil kommer at vækstvirksomheder skaber effektiv konkurrence i økonomien ved at udvikle nye innovative løsninger, der øger produktiviteten og deraf muligheden for at konkurrere internationalt.” siger Erik Krarup, direktør for Erhvervshus Midtjylland.
Han har god grund til at være tilfreds med tingenes tilstand, viser en ny rapport fra netop Region Midtjylland. Over de seneste fem år har andelen af vækstvirksomheder ligget på syv til otte pct., hvilket er den højeste andel blandt alle regioner.
Hele 32 pct. af virksomhedernes omsætning stammer fra e-handel, hvilket er den højeste andel blandt alle regioner. Samtidig er robotteknologi mere udbredt end i andre regioner, mens knap en fjerdedel af virksomhederne i 2020 arbejdede med big data – en andel der kun overgås af Region Hovedstaden.
Samtidig har der i Midtjylland været den kraftigste vækst i it-beskæftigelsen i perioden 2015 til 2020.
Indenfor It og digitale teknologier er der i perioden 2015-2020 skabt over 4.000 nye jobs. Derudover har der inden for it-beskæftigelsen været en vækst på 15% i samme periode. Endeligt har der i denne periode været en vækst i eksporten på 57%.