Med en fortsat stigende basisindtjening, et lavt nedskrivningsniveau og en opadgående vækst i forretningsomfanget har 2023 været endnu et godt år for Sparekassen Sjælland-Fyn.
parekassen Sjælland-Fyn præsenterer i årsregnskabet for 2023 et meget tilfredsstillende resultat før skat på 700,6 mio. kr. og efter skat på 588,4 mio. kr. Det indstilles til generalforsamlingen, at der udbetales et udbytte på 8 kr. pr. aktie, det højeste siden børsnoteringen i 2015. I 2024 forventes en positiv udvikling i basisindtjeningen på 10-15 pct. På baggrund heraf forventes et resultat før skat i 2024 i intervallet 650-750 mio. kr.
Stigende renteindtægter fra indlånsoverskud og øget udlån til erhvervskunder
Sparekassen Sjælland-Fyns basisindtjening udvikler sig fortsat positivt med en stigning på 9 pct. siden 2022.
Det er bl.a. et resultat af stigende renteindtægter fra det store indlånsoverskud – knap 9 mia. kr. – placeret i obligationer og i Nationalbanken, ligesom indtægterne fra udlån også er øget i perioden.
“I 2023 så vi et fald i aktiviteten på boligmarkedet, som bl.a. var forårsaget af det højere renteniveau og usikkerhed omkring de nye foreløbige ejendomsvurderinger. Det betød, at der skete færre ejendomshandler, og at færre privatkunder efterspurgte nye eller omlagde eksisterende boliglån.
Når vores udlån alligevel stiger med 8 pct. sammenlignet med i 2022, er det primært drevet af en tilfredsstillende udlånsvækst på 15 pct. til erhvervskunder,” forklarer Lars Petersson, administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn.
“Vi er i gang med at styrke vores position som erhvervssparekasse, og derfor er vi meget glade for den udvikling, vi ser på området. Vi oplever særligt, at vores erhvervskunder sætter pris på at have en tæt relation til en erhvervspartner, der kender deres virksomhed, og at vi kan tage hurtige beslutninger,” fortæller Lars Petersson.
Fortsat lavt nedskrivningsniveau og robuste økonomier hos kunderne
Til trods for en let stigning i nedskrivningerne, der ligger på 15,6 mio. kr. ved årets udgang, er nedskrivningsniveauet lavt, og kunderne har generelt robuste økonomier.
Blandt privatkunderne skyldes det bl.a., at beskæftigelsen er høj, og at der er en positiv udvikling inden for medicinalindustrien, som særligt påvirker markedsområdet på Sjælland, mens erhvervskunderne har udvist en god tilpasningsevne til de økonomiske konjunkturer.
Strategiarbejdet er nået længere end forventet
I 2023 har Sparekassen Sjælland-Fyn arbejdet videre med otte indsatsområder og fem økonomiske målsætninger i strategien ‘Mod nye mål’.
“Vi har bl.a. fokus på at optimere interne processer og arbejdsgange, så rådgiverne får endnu mere tid til at tale med kunderne, ligesom vi i slutningen af året satte gang i en flerårig uddannelse af alle medarbejdere. Uddannelsen skal sikre en kontinuerlig udvikling af vores allerede dygtige medarbejderes faglige og personlige kompetencer samt ruste sparekassen til fremtiden,” fortæller Lars Petersson, der glæder sig over, at arbejdet med strategien er nået længere end forventet.
I 2023 satte Sparekassen Sjælland-Fyn desuden gang i et aktietilbagekøbsprogram på op til 100 mio. kr. Formålet er at skabe merværdi for både nuværende og nye aktionærer og dermed nå den økonomiske målsætning om at føre en attraktiv udbyttepolitik.
I forlængelse heraf – og på baggrund af det tilfredsstillende resultat for året – indstilles det til generalforsamlingens beslutning, at der udbetales et udbytte i form af 8 kr. pr. aktie til aktionærer i Sparekassen Sjælland-Fyn. Det vil dermed blive den højeste udbyttebetaling siden børsnoteringen i 2015.
Samtidig indstilles det, at 1-3 pct. af årets resultat efter skat og betaling af renter til hybrid kernekapital som noget nyt fremover doneres til samfundsbidragende initiativer. Sidstnævnte skal ske som en del af arbejdet med ESG, og det forudsættes, at Sparekassen Sjælland-Fyn leverer et tilfredsstillende resultat, der opfylder budgettet og de udmeldte forventninger til årets resultat før skat.
Forventninger til 2024
I 2024 forventes en positiv udvikling i basisindtjeningen på 10-15 pct. som følge af bl.a. stigende nettorenteindtægter og de i november 2023 gennemførte omkostningsreduktioner. Der er herudover budgetteret med et stigende nedskrivningsniveau og faldende kursreguleringer.
På baggrund heraf forventes et resultat før skat i 2024 i intervallet 650-750 mio. kr.
Forventningerne er særligt forbundet med usikkerhed i relation til nedskrivningsniveauet samt udviklingen i det generelle renteniveau.
Året 2023 i overskrifter
- Primo egenkapitalen forrentes svarende til 17,0 pct. om året før skat.
- Primo egenkapitalen forrentes svarende til 13,5 pct. om året efter skat.
- Kapitalprocenten udgør 24,8 pct.
- Netto rente- og gebyrindtægterne stiger 10 pct.
- Udlån stiger 8 pct., heraf udgør stigningen i erhvervsudlån 15 pct.
- Indlån stiger 4 pct.
- Basisindtjeningen stiger 9 pct.
- Nedskrivningsposten udgør 15,6 mio. kr.
- Aktietilbagekøbsprogram på op til 100 mio. kr. igangsat.
- Det indstilles til generalforsamlingen, at der udbetales 8 kr. pr. aktie i udbytte til sparekassens aktionærer, hvilket er det højeste niveau siden børsnoteringen i 2015.