Sidste år bød på en stigning i antallet af konkurser landet over, men nye tal fra Danmarks Stattistik viser, at kurven er knækket i første måned af det nye år.
Konkursbølgen ramte Danmark hårdt i 2023, hvor der skete en stigning på i alt otte procent i forhold til året før, og hvor især byggebranchen og restaurationsbranchen blev hårdt ramt.
Ifølge kreditoplysningsbureauet, Creditsafe, bød 2023 på det højeste antal konkurser siden 2010, og for første gang nogensinde blev der registreret mere end 1000 konkurser på en måde.
Men nu viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik, at blot 207 aktive virksomheder gik konkurs i januar 2024, svarende til et fald på mere end 10 procent i forhold til december 2023.
“Det er overordentligt positivt, at antallet af konkurser begynder året med et mærkbart fald. Sidste år var et hårdt år, hvor antallet af konkurser steg mærkbart og ramte dele af dansk erhvervsliv hårdt. Konkret steg antallet af konkurser i 2023 til det højeste niveau siden 2010,” skriver cheføkonom ved Dansk Erhverv, Tore Stramer, i en skriftlig kommentar.
Blandt de områder i Danmark, der blev hårdest ramt af konkurser sidste år var Region Sjælland, hvor antallet steg med 14 procent i forhold til 2022, og ifølge Morten Møller, national projektleder for Early Warning-programmet, der hjælper virksomheder med at håndtere kriser, skyldes det store boom i konkurser ikke mindst de tilbagebetalingen af coronalån.
“Boomet er en effekt af nedlukningerne i årene med corona og de såkaldte coronalån med udskudt moms, som mange virksomheder optog for at få økonomien til at løbe rundt, men som de har haft svært ved at betale tilbage. Og selv om lånene er udløbet, forventer vi mindst samme antal opkald i år,” sagde han i januar om de høje konkurstal i Regionen.
Spørger Tore Stramer, mener han også, at coronalånene spiller en rolle i det faktum, at konkurstallene var lave i januar.
“Det mærkbare fald i antallet af konkurser her i starten af året er forhåbentligt begyndelsen til en længere periode med et lavere antal konkurser. En vigtig forklaring er, at der nu er færre konkurser blandt virksomheder, der optog coronalån under coronakrisen.”

