Efter gennem et halvt års tid at have været en sag hos konkurrencemyndighederne, er Nic. Christiansen Gruppens opkøb og overtagelse af Skorstensgaard nu gået endeligt igennem.
Det var den store pengepung, der kom op af lommen, da Nic. Christiansen Gruppen tidligere på året opkøbte værkstedskæden Skorstensgaard.
Nu er myndighedernes behandling af sagen nået til en ende, og de mere end 220 medarbejdere hos Skorstensgaard skal officielt have ny arbejdsgiver, efter at kædens i alt 22 værkstæder er blevet solgt.
“Vi er rigtigt glade for, at handlen nu endelig er godkendt. Nu kan vi komme i gang med det, der hele tiden har været vores plan med opkøbet af Skorstensgaard: At spille hinanden gode og udnytte, at Nic. Christiansen Gruppen nu dækker hele værdikæden på det danske marked,” siger Nic. Christiansen Gruppens administrerende direktør, Niels Vrist Bertelsen.
Hos nu opkøbte Skorstensgaard ser man også glade for at handlen nu endeligt er gået igennem, og man ser frem til at blive en del af en ny koncern, der ifølge Anders Skorstensgaard, den ene af de to hidtidige ejere, er et perfekt match.
“Nic. Christiansen Gruppens vision og engagement for kvalitet og kundeservice er meget lig vores. De har en stærk finansiel position og et dygtigt ledelsesteam, der fokuserer på vækst og innovation. Det glæder vi os over, at vi er blevet en del af,” siger han.