På de danske småøer finder man ofte en høj koncentration af iværksættere, ofte langt høre end i byerne. Det overrasker ikke Simone Skovshoved, politisk chef i Danske Iværksættere.
Ser man på Danmarkskortet over iværksætteri, vil man se, at visse områder er markant bedre repræsenteret inden for iværksætteri end andre.
Blandt de områder, hvor iværksætteriet er mest levende, finder vi flere danske småøer som Læsø, Fanø, Samsø og Ærø. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der på disse øer 40 eller flere iværksættere pr. 10.000 indbyggere, hvilket placerer dem blandt de mest iværksættertunge kommuner i landet.
“Der er en enormt stærk lokal tilknytning på de mindre øer, hvor folk har et stort behov for at skabe deres egne muligheder. Det er også her, vi ser små iværksættermiljøer opblomstre, og iværksætteri bliver en unik måde at skabe arbejde og sikre lokal økonomisk aktivitet på,” siger Simone Skovshoved, politisk chef hos Danske Iværksættere.
Ønsker at udvikle
Selvom der naturligt bor færre mennesker i Læsø Kommune end i for eksempel Odense eller Aarhus Kommune, hvor iværksættertallet pr. indbygger er lavere end på de fire nævnte øer, er Simone Skovshoved ikke i tvivl om, at de små samfund ofte har en kultur, der støtter og sikrer opbakning til de lokale iværksættere.
“For de små samfund sikrer lokalt iværksætteri, at øernes unikke kvaliteter og kulturer forbliver levende. Iværksætterne bliver dermed nøglespillere i at forme fremtiden for disse små samfund, hvor deres innovative løsninger kan skabe vækst og tiltrække nye beboere, samtidig med at de styrker det eksisterende fællesskab.”
Den lokale opbakning og det faktum, at mange på de små øer hurtigt vil opdage nystartede virksomheder, er også med til at fremme udviklingen hos dem, der ønsker at skabe nye virksomheder og udvikle det lokale erhvervsliv.
“Mange af de iværksættere, jeg arbejder med i de mindre lokalsamfund, er drevet af et ønske om at udvikle det lokale miljø og kulturen, hvad enten det er inden for turisme, håndværk eller bæredygtige løsninger,” siger Simone Skovshoved.