Tyveknægtene har alt for let adgang til værktøj og andet materiel på danske byggepladser, men virksomheder kunne hjælpe sig selv ved bedre mærkninger, mener sikkerhedsekspert, Henrik Olsen.
Varebiler bliver tømt for værktøj, og mange byggepladser kæmper på samme måde med en stort svind i værktøj og andet materiel, der forsvinder op i den blå luft. Det er ikke bare irriterende og besværligt for den enkelte virksomhed, der sænker også arbejdstiden og trækker store og små byggerier i langdrag.
Hertil kommer det problem, at meget af det værktøj, som eks. håndværkervirksomheder bruger til det daglige arbejde, tit og ofte ikke er mærket, og derfor bliver det ifølge Henrik Olsen, CEO i sikkerhedsvirksomheden, Unisecure, svært at bevise, hvem det tilhører.
“70 til 80 procent af det værktøj, vi finder igen, er ikke mærket, og derfor kan politiet ikke stille ret mege top, da de jo skal kunne bevise, hvem der ejer det. Det er der mange, der ikke er klar over, og derfor er det en utrolig frustrerende oplevelse for alle parter, når ejerskabet ikke kan bevises,” siger han i podcasten HØRT!, der udgives af Tekniq Arbejdsgiverne.
Han er samtidig ikke i tvivl om, at en af grundene til, at der i årevis har været registreret mange tyverier fra de danske byggepladser, skyldes, at danske virksomheder i det store hele gør arbejdet let for tyvene.
“Byggepladser ligger typisk øde om aftenen, og varebiler er lette at bryde op. Derudover er værktøj nemt at komme af med, så set fra forbrydernes synspunkt, er det en god forretning.”