Den danske edtech-virksomhed, Shape Robotics, har været på opkøb i Østeuropa, og har indgået købsaftale med det rumænske techfirma, Video Technic Systems.
“Vi fandt et veldrevet selskab med 20 års erfaring og en solid track-record med levering af nøgleklare tech-løsninger i Rumænien og de omkringliggende lande,” siger CEO i Shape Robotics, Andre Fehrn om opkøbet.
Shape Robotics har allerede et solidt fodfæste i Rumænien og andre lande i Østeuropa, hvorfra der er kommet flere store ordrer til danskerne gennem det seneste år. Tidligere på året blev et samarbejde mellem danskerne og Samsung Electronics offentliggjort.
Rumænien er blandt Shape Robotics største markeder, og mange rumænske skoler benytter sig allerede i dag er Smartlabs fra den danske edtech-virksomhed.
“Video Technic Systems har over flere år vist, at de foruden at være specialister i at etablere et distributions- og integrationsnetværk også kan bidrage med deres egen pipeline af nye kunder,” siger Andre Fehrn.
Købssummen menes at ligge på omkring 1,25 millioner euro.

