Nanna Ulsøe er en af Danmarks serieiværksættere, og gennem årene har hun været med til at starte tre virksomheder helt fra bunden. Vi har talt med hende om, hvordan man kommer fra tanke til handling, og finder modet til at springe ud i livet som iværksætter. Denne første del handler om alt det, man skal gøre, inden man overhovedet starter op som iværksætter.
Mange mennesker kender nok fornemmelse af at få en virkelig god ide til en virksomhed eller et produkt, men sikkert også følelsen af, at det ikke kommer videre derfra. Man har en ide til et stykke software, der skal kunne noget helt særligt, eller en ny dims, der ville gøre alting meget lettere. Men man tror ikke rigtig selv på det, og hvordan skal man også komme i gang, og så ender det hele med at blive ved den ide, man fik derhjemme på sofaen.
Nanna Ulsøe er en af dem, der vovede at sætte handling bag tanken og føre den ud i livet. Resultatet blev virksomheden Canvas Planner, der så dagens lys i 2014, og som blev startskuddet til en karriere inden for tech, der siden har forgrenet sig vidt og bredt.
“Mit allerførste spæde skridt, når jeg får en ide til en start-up, er, at finde ud af, om ideen overhovedet har nogen som helst gang på jorden. Er det overhovedet en god ide? For det er langt fra alle ideer, der er det. Det er altafgørende, at man får andres mening og input om ens produkt eller ide, før man gør noget som helst ved det,” siger Nanna Ulsøe, der gjort karriere som tech-entrepreneur, og står bag virksomhederne Canvas Planner, Future Work og Roccai.
“Og så skal man ikke kun spørge sine venner og familie, om de synes, ens ide er fantastisk, for det gør de næsten altid. Man skal spørge virksomhederne, de potentielle kunder og en masse mennesker, man ikke har en personlig relation til. Prøv at få booket møder med nogle, der arbejder med dit område til dagligt. Kan de se en værdi din ide? Ville det på nogen måde være interessant for dem? Ville de potentielt være interesserede købere? Det er meget nervepirrende at stå og præsentere sin ide til sådan et møde, men den feedback, man får, den kan være helt uvurderlig.”
Finde de rette mennesker
Èn af de mange lektier, man gør sig som iværksætter, er bevidstheden om, at man ikke er god til alting, og man måske endda er decideret dårlig til visse ting. Derfor mener Nanna Ulsøe også, at noget af det vigtigste, man kan gøre som aspirerende iværksætter, er at alliere sig med andre mennesker, der har helt andre kompetencer end én selv.
“Da jeg startede Canvas Planner i sin tid, så jeg mig rigtig godt omkring i mit netværk for at se, hvem der på samme tid kunne være interessante at få med i projektet, og som kunne noget helt andet, end jeg selv kan. Jeg er ikke god til alting, og det viste sig at være en meget vigtig erkendelse for mig.”
Ifølge Nanna er en meget grundig kortlægning af potentialet for din start-up-ide altafgørende, og kan ikke mindst give et værdifuldt indblik i, om der er andre mennesker eller virksomheder, der allerede nu efterspørger det, din ide og virksomhed, kan tilbyde.
“Jeg har fundet en fantastisk hjemmeside, der hedder Askthepublic, hvor man kan se, hvad folk søger på, og om nogle søger på netop, det, man selv vil igang med at lave. Det kan give et utrolig godt indblik i, hvad den generelle efterspørgsel kan være. Tit aner man det jo ikke, når man begynder at finpudse sin ide.”
Samtidig er en grundig research omkring alle aspekter af det marked, man overvejer at begive sig ud på utrolig vigtigt for, hvorvidt man potentielt kan få succes med sin ide og sin forretning. Jo flere konkurrenter, der er på markedet, jo sværere vil det altid blive.
“Det er fedest at komme ind på et marked med meget stor efterspørgsel og lille konkurrence, og mange iværksættere bliver da også fanget i, at der er for stor konkurrence allerede. Netop derfor er det så vigtigt at gøre sit forarbejde så grundigt som overhovedet muligt, inden man har brugt en krone på sin forretning.”
Tre gange start-up
- Roccai er en AI startup, der via et swipemodul nytænker den online beslutningsproces – fra man får et behov, til man tar en beslutning. Roccai har netop fået en Innofounder fra Innovationsfonden.
- Canvas Planner er et produktivitetsværktøj, der gør det muligt at visualisere arbejdet på digitale whiteboards. Canvas Planner har for nylig lavet et partnerskab med et af de største produktivitetstools i verden, nemlig ClickUp.
- Future Work er en konsulentvirksomhed, der hjælper mindre virksomheder med at digitalisere og automatisere deres online processer.
Om Nanna Ulsøe
Nanna Ulsøe er 35 år og bor i Aarhus med sin kæreste og lille datter. Hun går ind for remote work og er netop hjemvendt fra en 4 måneders workation i Costa Rica. I sin fritid er Nanna en passioneret surfer, kitesurfer, skiløber og fodboldspiller med et veludviklet konkurrence-gen.