Den landsdækkende byggevirksomhed Raunstrup viser stabilitet i nyt årsregnskab. Virksomheden præsenterer en stigning i årets resultat på 11 procent. Det til trods for en lavere omsætning end året før.
Hos Raunstrup er man kommet stærkt ud af regnskabsåret for 2023, og man har ikke mindst formået at hæve årsresultatet med 11 procent sammenlignet med sidste år.
Virksomhedens omsætning var på 685 millioner kroner. Fremadrettet er en øget overskudsgrad i fokus, og vejen til målet ligger i en strategisk indsats med fokus på fastholdelse samt vækst af de faste kunder på rammeaftaler og partnerskaber.
“Vi kigger ind i en yderst fornuftig ordrebeholdning og omsætning fra faste kunder, og det gør mig meget fortrøstningsfuld for det kommende år. Derudover har vi en meget spændende pipeline, hvor projekter med tidlig entreprenør-inddragelse fylder meget. Det er et væsentligt skridt for os, da vi tidligere har vist, at vi via tidlig involvering i projekterne kan hjælpe bygherrerne med at nå deres budgetter,” siger Søren Kristensen, administrerende direktør i Raunstrup.
Dog viser årsregnskabet også, at omsætningen i Raunstrup det seneste år har været lavere end året før, og selvom dalende omsætning ikke er optimalt, er der ingen panik at spore hos Søren Kristensen.
“Resultatet afspejler, at vi de sidste fem år har vist, at vi kan tjene penge. Vores årsresultat har hvert år ligget stabilt med en lille stigning, og man skal ikke negligere, hvilken tryghed det giver for kunder og medarbejdere i et yderst volatilt marked. Når man tager branchens udfordringer i indtjening i betragtning, kan vi kalde det et solidt resultat, som vi godt kan være stolte af, men vi skal fremadrettet have løftet vores bundlinje.”