Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) i 2022 brugte 9,8 millioner for at udbetale 100.000 kroner til fondes egentlige formål. I 2023 steg udbetalingen til det dobbelte, men hos Dansk Håndværk er man langt fra imponerede.
“Det er helt uforståeligt, at der ikke gribes ind, når en lovpligtig fond administreres på den måde.”
Så klar i spyttet er direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen, omkring det nye årsregnskab fra AFU, der viser, at fonden i 2023 kunne udbetale 200.000 til fondens egentlige formål – af de 9,6 millioner kroner, man har fået i kassen.
“Millionerne ruller til ren administration, mens fondens formål må nøjes med nogle få hundrede tusinde. Pengene betales af erhvervslivet, som bare må se til, mens de venter på at skulle fylde hullet i administrationskassen op på ny. Det må ganske enkelt stoppes,” siger Morten Frihagen videre.
Ordningen, der administreres af ATP, betales via et lovpligtigt bidrag fra samtlige danske virksomheder med ansatte. Hvis en udenlandsk virksomhed snyder sine udstationerede medarbejdere for løn skal fonden betale, hvis virksomheden nægter eller går konkurs.
Det har over de seneste tre år ført til udbetalinger på i alt 300.000 kroner, alt imens fonden har brugt 28,2 millioner på andet end det, der er selve fondens formål, såsom administration.
“Det hænger jo ikke sammen. Alligevel vender de ansvarlige politikere det blinde øje til. Men netop fordi pengene opkræves fra erhvervslivet via lovgivning, bærer de et ekstra ansvar for at midlerne forvaltes rimeligt,” siger Morten Frihagen.
AFU sad i 2023 på en pengetank svarende til 33,1 millioner kroner, og hos Dansk Håndværk mener man, at det er på tide at spørge de ansvarlige politikere, om danske virksomheders penge bør bruges på denne måde.
“Selvfølgeligt skal vi holde de ansatte skadesfri, hvis de bliver snydt for deres løn, men det bør gøres på en måde, hvor erhvervslivets penge reelt går til formålet.”