En ny brancheforening, Pyrolyse Danmark, er blevet etableret for at samle aktørerne inden for pyrolyse i Danmark og sikre en koordineret indsats, når pyrolyseteknologien udrulles i de kommende år.
Der er mange brancheforeninger i Danmark – og nu er der kommet endnu en af slagsen i form af Pyrolyse Danmark.
Brancheforeningens dannelse kommer på et afgørende tidspunkt, hvor pyrolyse står over for en stor kommerciel udrulning med potentielt store grønne perspektiver for at mindske Danmarks CO2-aftryk.
“Pyrolyse i Danmark er på tærsklen til en stor kommerciel udrulning med fantastiske grønne perspektiver. Men som en ung branche har vi brug for at samle os for at støtte op omkring de processer, der skal til for at sikre, at pyrolyseteknologien kan blive en succes,” siger Martin Lünell, bestyrelsesformand i Pyrolyse Danmark og ansvarlig for external relations i Organic Fuel Technology A/S.
Indtil nu har arbejdet med at bistå myndigheder og skabe opmærksomhed omkring pyrolyse teknologien været spredt, men med etableringen af Pyrolyse Danmark kan branchen nu forene kræfterne og sikre, at relevante data og viden kan deles effektivt.
“Pyrolysevirksomhederne i Danmark er engagerede i at udvikle deres virksomheder og tror på potentialet i pyrolyse og biokul. Men branchen som helhed har ikke haft en ensartet tilgang til at sikre, at myndighederne har den nødvendige viden og følger med i lovgivningsprocesserne. Dette vil vi ændre på,” siger Morten Heick, bestyrelsesnæstformand i Pyrolyse Danmark og Business Developer i Stiesdal Skyclean A/S.
De stiftende medlemmer af Pyrolyse Danmark inkluderer Organic Fuel Technology A/S, Stiesdal Skyclean A/S, Aquagreen ApS, Frichs Pyrolysis ApS, Dall Energy ApS og Mash Makes A/S.